De sidste par dage har mit store problem været at finde et sted, hvor jeg kunne købe et nyt batteri til Fabi’s anti-gø halsbånd. Jeg havde nemlig glemt at få taget batteriet ud en dag, så det virker ikke længere… Måske jeg skal gå over til genopladelige…..

I formiddags var det så op på cyklen og ned til Lyngby for at prøve f.eks. Baltzers lysforretning og Johannes Fog, men nææ nej – ingen held der. Prøvede så Bingo Foto, HW Hjørnet, diverse mobil telefonforretninger på Jernbanepladsen (den mest lovende var desværre lukke – ejeren er nok på skiferie….), Computer-City, ur-forretning, Expert. Expert kom tættest på, idet de havde den rigtige størrelse, men nogle af cifrene i koden var forkerte, så han mente ikke at det duede.

Jeg måtte så drage af sted til rally-træning i dag uden halsbånd – øv øv…. Meeeen lille, søde, elskede Fabi måtte have husket fra for 3 uger siden, at ‘man’ ikke gør til rally-træning, for der kom ikke en lyd fra ham !!! Hvor fantastisk !!! Jeg OG instruktørerne var imponeret !! Der var endda en beagle, der gøede og Fabi fik lov til at ‘kurtisere’ et par lækre tæver – og stadig ingen larm !!

Hjemme igen – så nu må jeg bestille et par batterier via hjemmesiden, hvor jeg købte halsbåndet – og så måske lige checke Duracell’s hjemmeside…. Når vi lufter på kirkegården behøves halsbåndet lidt endnu. Der kommer lige et par ‘vuf’ fra Fabi, men så kommer han over til mig…. Men jeg vil helst helt slippe for gøen….

Sikke nogle morgen-lufteture Fabi og jeg har haft på det seneste.

I fredags gik vi mod sædvane på kirkegården, men jeg satsede på, at gartnerne ikke kom kørende på deres traktorer, idet der ikke var faldet sne. Jeg tog mig endda den frihed at slippe ham løs…. I den fjerne ende fik Fabi pludselig fært og begyndte at suse rundt med snuden i sneen. Vi gik derefter ind over plænen ved plejehjemmet og Fabi susede stadig rundt i fuld fart. Faktisk nåede jeg lige at tænke, at han var ganske langt væk – helt oppe ved hegnet mod husene. Utroligt. Så hørte jeg en metallisk lyd og tænkte “Åh nej – bare han ikke er kommet galt af sted”, men så hørte jeg nogle ‘trin’ og vupti, så kom der en hjort springende, alt hvad den kunne – lige forbi mig! Så vidste jeg hvad Fabi havde fået fært af. Jeg stod helt stille, så hjorten ikke skulle stresse mere over mig – Fabi måtte være rigeligt…. Så kom den samme metalliske lyd igen, trin og vupti – en hjort mere. Hvor var Fabi ?? Han kom nu løbende langs hegnet – heldigvis stadig på samme side som mig! Så blev Fabi sat i snor og vi listede hjemad – glade for at ingen var kommet til skade.

I morges kom vi så ind på kirkegården ad den officielle indgang og da vi nåede græsplænen, så vi ræven løbe, alt hvad den kunne for at komme over i fyrretræs-krattet og gemme sig. Fabi var helt vild efter at få lov til at jagte den, men heldigvis var han stadig i snor – og det forblev han så på hele den tur.

Sikken masse ‘natur’ på bare to lufteture!

PS: Sneen er stadig fantastisk! Det er muligt at gå overalt og der er vidunderlig lyst. I disse dage har vi endvidere måneskin. Herligt.

Efter en dejlig jule- og nytårsperiode blev det tid til at starte arbejde op igen for fuld damp. Desværre holdt ‘dampen’ kun en uge – så måtte jeg kapitulere og gå i seng med en ordentlig forkølelse. Desværre havde Lars lagt sig et par dage før, så der var nogle dage, hvor det ikke var sjovt at være hundeejer. Der var nemlig ingen tvivl om, at vi begge havde det bedst i sengen – langt nede under dynerne. En stor tak til Lars for en masse lufteture og til Tina for en luftetur af Fabi i mandags. Måske du bare ikke havde behøvet at grine SÅ højt og meget af min stemme eller rettere mangel på samme

Nogle dage senere senere syntes jeg, at jeg måtte bidrage til hundeluftningen, så mens Lars var taget på arbejde, ’sneg’ jeg mig ud. Pakket ind som var det stadig minus 10 grader, men jeg skulle jo gøre alt, hvad jeg kunne, for at undgå at blive kold og deraf mere syg – og dels kunne jeg ikke gå så hurtigt som normalt pga forkølelsen, så der skulle også mere tøj til….

Alt åndede fred og ro (læs: ingen andre hunde) på kirkegården, så Fabi blev forsigtigt sluppet løs, og straks øvede vi lidt indkald. Den seneste tids megen tæve-tisse-lugte (formentlig løbetid bl.a. Coco) var tilsyneladende overstået, for Fabi var den sødste og mest lydhøre hund, jeg kunne ønske !! Fantastisk. Det blev ‘belønnet’ med lidt leg med en pind og lidt ‘jagtleg’ til sidst krydret med at jeg kastede godbidder (en af gangen) på sneen, som Fabi så skulle finde igen. Dét var bare den bedste leg Fabi har leget meget længe!! Herligt.

Lige før vi nåede tilbage til Borrebakken mødte vi en hund og ejer, som jeg ikke lige kunne genkende. Pinligt, men jeg måtte jo fortælle, at jeg ikke har luftet derovre i mere end 6 måneder pga. operationen i foden – og før det var jeg der faktisk heller ikke meget pga den ‘gamle’ episode med Sookie. Mens vi stod og sludrede kom 2 af de nye, ganske frække – også iflg. Carina – han-hunde, og de skulle lige føre sig frem over for Fabi. Til min store, men meget glædelige overraskelse satte Fabi dem ikke på plads, som han har gjort med andre tilsvarende hunde, men stod blot stille for til sidst at komme over til mig, og så kunne jeg lægge ben til at få den ene til at gå væk. Vi gik så en længere tur sammen med søde Frida, som var blevet steriliseret i efteråret. Dét havde sandelig hjulpet for nu var hun atter blevet en glad tæve, der ville løbe og lege.

I den anden ende af kirkegården mødte vi endnu en af de hunde, vi ikke er glade for at møde, men igen kom Fabi over til mig. JUBIIII. Jeg strålede af glæde, da jeg kom hjem og kunne fortælle om turen til Lars

I dag var turen så kommet til årets første rally-træning, da jeg havde måttet melde fra sidste lørdag pga forkølelsen. Jeg pakkede det nye anti-gø-halsbånd i tasken og planlagde at spørge Frank, om det ikke kunne accepteres at bruge det et par gange for at se om Fabi kan blive vænnet af med sin gøen – og så vi kan koncentrere os om øvelserne i stedet. Dét var ok og sikken en succes, det var !!! Fabi forsøgte sig med et lille vov et par gange, men så kom der et lille PUST fra halsbåndet (komprimeret luft) og så er det ikke længere sjovt at gø – heller ikke for en lille sheltie ! Vi kunne gå de 2 baner 2 gange hver – og ikke et eneste vov undervejs Jeg er LYKKELIG.

Herfra ønsker vi godt nytår til alle.

Håber, at min hæl bliver god nok til, at agility’en kan genoptages, når udendørs sæsonen starter op igen. Ind imellem tror jeg ikke helt på det – julen har f.eks. været noget af et mareridt at komme igennem for min hæl, idet den megen sne ikke gjorde det muligt at cykle med Fabi, så jeg har måttet gå – og det har været hårdt. Hvis jeg er heldig, så har det største problem ligget i at bruge de ellers special-indkøbte kompressionsstrømper for achilessener, men jeg tror, at det er meget uheldigt at de trykker, hvor knoglen er blevet ‘bidt’ af. Det er faktisk begyndt at gå bedre efter jeg stoppede med at bruge de strømper, så måske, der alligevel er lidt tilbage at have håbet i.

2009 sæsonen blev jo helt fantastisk. Specielt set i lyset af, at jeg var meget tæt på at opgive agility helt. Carina’s overtalen til at melde til det store ugestævne i Norge gjorde, at vi måtte tage os lidt sammen – og så endte vi jo med at komme til en masse præmieoverrækkelser og endda få de eftertragtede ‘pinde’, så vi rykkede op i Spring klasse 3. Vi fik en pind i agility-klassen, så der mangler vi stadig nogle stykker….. Vi har i sæsonens løb fået lidt hjælp fra henholdsvis Carina, der løb med Fabi først på sæsonen og Lene W, der løb med Fabi efter jeg var blevet opereret i foden (i august). De har – underligt nok……. – ikke de samme problemer, som jeg med tyvstarter……?!?!?! Tak til jer !

Rally starter vi på igen næste weekend. Jeg tror, at Fabi vil blive rigtig glad for at skulle lave noget andet end blot at gå tur.

I et par uger har jeg studeret cykler på nettet, i kataloger og hos een af de lokale cykelhandlere. Jeg kunne nemlig rigtig godt tænke mig en ny cykel – primært fordi gearet på den gamle city-bike ikke virker, så der er kun 1. gear og så ‘hakken’ for resten. Jeg har et par gange haft den til cykelsmed, men uden virkning på gearet….. En ny cykel skulle optimeres til hunde-cykel-luftning samt kørsel til arbejde med PC, for til april skal jeg til at arbejde kun 1,5 km fra, hvor vi bor, og så er det jo frås at tage bilen. Så måtte den også gerne have nav-dynamo, så der altid er lys på – ikke noget med at være en sort cyklist, hvis man har glemt lygterne. Rullebremser for Fabi er ved at få hjertestop af bar’ skræk, når enten traditionelle V-bremser eller mountain-bike’ens skivebremser lyder. Måske en cykelkurv, der kunne bruges til såvel arbejdstaske som hundeprutteposer……. Så vidt jeg har kunnet komme frem til, så var en Trek S720 dame den model, der opfyldte flest af disse ønsker.

I formiddags var jeg til fysioterapeaut, John Verner, på hospitalet og han var – som altid – rigtig meget tilfreds med ar mm, men kunne godt se, at hælen stadig hæver, når jeg har brugt fodtøj med hælkappe. Han satte atter kinesiotape på – denne gang når foden er flekset for at optimere virkningen. Så håber vi på lidt god magi og på at lymfe-systemet kan blive aktiveret til at fjerne hævelsen. John mente, at der stadig er et par måneder til min første løbetur Han mente, at jeg nu skal træne så meget jeg kan klare, så hele bevægesystemet kan tilbagevinde muskelstyrken. Vi aftalte, at jeg skal fortsætte med at svømme – men svømme meget mere crawl – og gerne kun ben for virkelig at optimere. Cykle og så skal jeg endelig komme igang med styrketræning. Squads (20-40 kg på nakken), ben-stræk i maskine (jeg skal op på 100 kg mener han!) og fortsat masser af de specielle fod-øvelser. Gerne også cross-trainer, så jeg må se at komme igang med den på arbejde. Sådan een har vi ikke på stadion.

På vej hjem stoppede jeg lige i Lyngby for at få købt et specielt par kompressionsstrømper hos Løberen. For at finde størrelsen skulle han måle omkredsen på mine lægge. Der er stadig 1 cm forskel på de 2 ben her mere end 2½ måned efter operationen ! Det er godt nok utroligt.

På vej mellem bil og Løberen havde jeg passeret en anden af byens cykelhandlere, og han havde Trek cykler stående udenfor med et tilbudsskilt på…. På vej tilbage stak jeg lige hovedet ind for at høre, om de også havde en model S720 – og det havde de !! Og så var det også så heldigt, at een af dem liiiiige var indstillet, så den passede til mig 5 -10 minutter senere havde jeg så købt den…

Den skulle lige spændes efter, så den blev hentet her ved 17-tiden og nu er Fabi og jeg lige kommet hjem fra vores første 5 km tur. Cyklen er alletiders – og cykelkurven kunne endda bruges til handskerne, når jeg lige skulle have dem af for at samle op, sætte Fabi i line osv. Og støttefoden er også så god at nu kan jeg parkere cyklen på grus-stierne uden at den vælter. Den gamle var jeg nødt til at lægge ned eller stille op ad et træ. Så – JUBIIIIII det er bare alletiders nye cykel.

Lene havde tilbudt at løbe DAL bane 4 med Fabi, når hun alligevel skulle løbe med Toxy i KAF. Jeg havde skrevet og spurgt om lov og vi måtte heldigvis gerne være med. Jeg havde aftalt med Lene, at vi skulle mødes på tank-stationen ved motorvejs af- og tilkørslen i Hørsholm og som sagt så gjort. Jeg måtte godt nok køre ad Kongevejen for bedst som jeg skulle af sted hørte jeg i radioen at en bil var brudt i brand på motorvejen i nordgående retning og jeg kunne høre udrykningskøretøjer, da jeg pakkede bil. Ankom 30-60 sekunder før aftale, så det havde vist været ok med den ændring.

Den rideskole, som lægger ridehus til KAF’s træning, var ganske hyggeligt. Et sted med ponyer og masser af børn. Rigtig hyggeligt.

Der var som forventet masser af store hunde – 24 stik ialt, så det varede længe, inden det blev mellemhundenes tur. Jeg gik udenfor med Toxy og pludselig hørte jeg “Fabiiiiii” – og så måtte Lene jo være i gang med opvarmningsløbet med Fabi! Jeg nåede at se den sidste halvdel af løbet. Lene var ganske tilfreds med Fabi – og Toxy! Toxy skal da ikke glemmes i denne sammenhæng. Fabi havde fået alle 3 felter fint. Begge hunde rev en pind og her var det nok Lene, der stak af fra drengene og på den måde fremprovokerede den fejl. Altså var vi optimistiske inden det rigtige løb.

Jeg blev ‘kapret’ som sekretær til det rigtige løb, så stakkels Fabi blev først overdraget til Kaare, men Fabi larmede, så jeg satte ham ud i bilen. Da Lene så havde løbet RIGTIG flot og RIGTIG hurtigt med Toxy og vi skulle have byttet hund, hørte jeg “Fabiiii” igen! “I bilen” svarede jeg, men Lene hørte det vist først anden gang. Heldigvis var der ingen panik at spore hos Lene og Lene og Fabi fik et rigtig flot løb sammen. Jeg var noget nervøs over ‘venstre hjørne’, som bestod af 2 sping, der stod i 90 graders vinkel og Fabi skulle over det venstre, dreje til højre for at komme over det højre spring bagfra! Men det gik heldigvis helt fint! Fabi styrtede derefter ind i slalom og der var ikke det mindste tegn på tidligere års problem… SUPER GODT. Da Fabi skulle over balancen var det een af de onde, idet en tunnel lå under balancen, så der var langt at løbe for føreren for at nå udenom. Lene kunne ikke nå ned før Fabi og hun råbte et eller andet til ham for at få han til at stoppe på feltet. I stedet for at lytte efter Lene og gøre som hun siger, så tænker Fabi “Mig?” og hoppede ned lige FØR feltet. Altså 1 fejl. ØV – det var vel nok ærgerligt. De løb SÅ fint og kunne godt have fortjent et fejlfrit løb. Men skidt med det – det var rigtig flot og hurtigt! Lene var glad og det var jeg i hvert tilfælde også! Det var gået så hurtigt, at jeg ’sad med hjertet i halsen’.

TAK til “tante Lene” for endnu en god agiliy-oplevelse her fra Fabi og mig.