Blog

maj
14
En 3. og en 4. plads i lørdagens Hvalsø Cup

tidspunkt: kl. 12:09
forfatter: Lone

Med nogen spænding vedr. såvel Fabi’s resultater som vejret drog vi af sted tidlig lørdag morgen til Hvalsø. Heldigvis artede vejret sig nogenlunde – vi fik en enkelt byge om eftermiddagen og bedst som mange havde fundet i regntøjet, klarede det op… Nå, det skal man ikke klage over – dagen sluttede med det skønneste solskin igen.

Jeg havde aftalt at dele telt med Annette, men da hun havde holdt børnefødselsdag om fredagen, så havde jeg taget mit eget telt med – just in case. Fra sidste år kunne jeg huske, at der var en høj skrænt, og jeg havde tænkt, at det kunne være godt at have sit telt deroppe for så kunne man overskue hele området. Da jeg ankom ca. 7.45 var alle andre pladser taget, men ikke oppe på skrænten, så fluks fik jeg sat telt op.

Resultatmæssigt lærte jeg at træerne ikke vokser ind i himlen, så det blev til diskvalifikation i de 2 åbne løb, ingen fejlfrie løb, men heldigvis en 3. plads i AG1 og en 4. plads i SP1, så vi fik da lov til at komme til præmieoverrækkelse hele 2 gange på een dag! Herligt. Jeg havde ikke regnet med at vore løb kunne give præmier, men det er jo sådan at Fabi er så hurtig, så hvis ikke der er mange fejlfri, så er vi oftest hurtigst blandt dem med fejl, og sådan gik det også i dag. Mugge var heldigvis ved den første præmieoverrækkelse og fik mig kaldt hele 3 gange over højttaleren, idet hun jo vidste at jeg var til stede og hun syntes at jeg skulle have lov til at modtage præmierne selv. Jeg havde bare lige været ude at lufte Fabi….. Vi fik en pokal samt et gavekort til Olivers, der skulle indløses samme dag på stedet. Det var faktisk en rigtig god ide, idet vi så selv kunne bestemme om vi ønskede hundemad eller guffere. Jeg valgte gufferne – vi har jo 15 kg hundemad fra opvisningen i Fælledparken, som det vil tage Fabi resten af året at spise sig igennem….

Det var som næsten altid nogle rigtig ærgerlige fejl vi lavede – nogle gange var det tunnel-indgange – som sædvanlig …. Jeg talte med Annette om det, og hun sagde, at det kan Geena og Gucci også have problemer med – så vi enedes om at det nok er genetisk…. Det er altid rart med en undskyldning, der ikke altid er føreren… ha ha.

I AG1 var det kun den første feltforhinding, bommen, der gav fejl. Jeg forsøgte at løbe ALT, hvad jeg kunne, for at være fremme, når Fabi skulle af den, men det var altså ikke hurtigt nok! Det var lykkedes til træning i tirsdags, men ikke i går. Resten var fejlfrit, så jeg synes nu, at det går fremad med os.

Banerne denne dag var ganske udfordrende, hvilket jo godt kan være lidt træls, når man drømmer om fejlfrie løb, men til gengæld var de meget spændende og jeg ærgrer mig stadig gul og grøn over, at vi ikke klarede dem. Det er ingen trøst at rigtig mange blev diskvalificeret og altså ikke kun os. Det havde bare været så lækkert at kunne gennemføre dem. AHHH – vi må træne noget mere – og specielt på felter, tunnelindgange og så hvor jeg ‘snurrer rundt’ og skal have Fabi med rundt. I går løb han på bagsiden af mig, hvor han skulle fra en slalom og ind i en tunnel under SP Åben.

Comments are closed.

Kalender

maj 2006
M T O T F L S
« apr   jun »
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  

Kategorier