Blog > Arkiv > april 2009

apr
27
2 AG1 sejre til Fabi og Carina i Ribe

kategori: Agility
forfatter: larslone

Nej, nej, vi skulle aldrig være kørt fra Ribe før præmieoverrækkelsen for det viser sig, at Fabi og Carina vandt begge AG1 løb!! Stort tillykke til dem begge! :-P
I vanlig mangel på beskedenhed havde jeg håbet på en placering til dem i hvert tilfælde i det første løb. Men i det andet løb var Carina og jeg enige om, at der næppe var chancer, idet de skulle tage slalom om og ‘diskutere’ en tunnel-indgang. Men sandelig om ikke vi tog fejl. Nej, hvor jeg kunne unde Carina at skulle til præmieoverrækkelse med Fabi – og så endda i Ribe med rigtig fine præmier!! Nå, men sket er sket og det var nu ganske rart at være hjemme til aftensmad ;-)

kommentarer (0)

apr
26

Lørdag kørte Carina, Fabi og jeg mod Løgumkloster, hvor vi skulle overnatte hos Carina’s mor. ‘Onkel Elliot’, der er på otium-ophold hos Carina’s mor, blev noget overrasket, da vi ankom. Fabi troede, at han så syner, da ‘onkel Elliot’ dukkede op bag hoveddøren. Ingen tvivl om, at Fabi troede, at han havde overtaget tronen, som Konge af Borrebakken og så stod Elliot dér :shock: . At Fabi nok ikke helt havde forstået at vi var i Løgumkloster, dét er en anden historie. Vi luftede en dejlig tur rundt langs nypløjede marker forbi ‘Det Vilde Vesten’ – et sted med masser af geder, får og frilandsgrise. Lige noget for hundenæserne. Da vi kom tilbage fik vi travlt med at pille flåter af Elliot – 8 stykker blev det vist til.

Søndag morgen stod jeg op lidt over 6 og havde lovet at tage Elliot med på morgentur. Men Elliot ville ikke frivilligt opgive sin plads i sengen oppe i soveværelset, så Carina’s mor måtte skubbe lidt til ham. Da først han var kommet ned, var det helt ok at komme ud at lufte. Fabi fik sit livs morgenluftetur. Han blev sluppet løs, da jeg drejede ned langs markerne og han løb bare frem og tilbage i fuld firspring. På hjemturen opdagede han pludselig markerne. Han spurtede rundt på markerne og tog en gammel majs-stok i munden. Det er godt nok lang tid siden jeg har set Fabi løbe sådan rundt og underholde sig selv. Herligt.

Efter en dejlig morgenmad var det af sted mod Ribe Hundevenner’s træningsplads. Vi ankom kl. 8.43 – 2 minutter før planlagt. Jeg skulle gå banegennemgang i Rally Begynder klassen kl 9.15. Starten blev noget forsinket, idet der var mange, der ikke var mødt frem til tiden. Det var godt nok for mine nerver, men ikke godt for Fabi, for han mistede koncentrationen og ville bare rundt og hilse på dame-hunde. Inde på banen havde jeg ikke meget kontakt med Fabi :( Øv – hvor var det træls. I øvelsen ‘sid foran – 1/2/3 skridt bagud’ lå jeg næsten på alle 4 for at få Fabi til at kigge min vej – og ikke mod agility-banen, hvor en border var stukket af fra sin ejer og løbet ind på banen for at ‘nakke’ den hund, der var ved at løbe. Det betød hundeglam og råbende mennesker! Suk ak ak. Nå, men Carina mente, at Fabi trods alt havde lavet øvelserne til sidst, så hvis ikke der var fradrag for tidsforbrug, så kunne vi måske nok bestå. Hun havde heldigvis ret – vi fik 89 point ud af 100 mulige og man skal ‘bare’ have minimum 70 for at bestå. Så Fabi bestod for 3. gang og blev dermed Rally Begynder Mester.

fabi1

Næste konkurrence var AG1, hvor Carina skulle løbe med Fabi, så jeg kunne skåne min fod. Hunden, der startede lige før Fabi var meget længe om at gennemføre banen og Carina syntes, at Fabi havde mistet interessen, så hun lod Fabi se hunden tøffe rundt. Carina tager halsbåndet af Fabi og går frem. Fabi bliver siddende og på startkommandoen tænder Fabi såvel turbo som ‘krydsermisselbrændslet’ og desværre betyder det, at Fabi ikke liiiige har tid til at tage nedgangsfeltet på balancebommen, så han får en fejl. Øv. Resten af banen går ganske fint – kun en enkelt af tunnelerne skal Carina lige ‘skubbe’ Fabi ind i. Fabi laver den sejeste slalomindgang med Carina skiftende bagom – helt uden problemer.

Næste AG1 løb går ikke helt så godt, idet Carina måtte ændre plan. Hun skulle skifte bag ved vippen, men Fabi mærker det og tror så, at han skal løbe udenom vippen. Carina opdager det heldigvis og den flinke dommer dømmer ikke en vægring. Nedgangen på A-brættet ser også noget tynd ud, så endnu engang tak til dommeren. Desværre kan dommeren ikke fortsætte den flinke linie, da Fabi laver sin ‘gamle’ fejl i slalom, så Carina må tage den om. Da de kommer til tunnelen har Carina glemt, at Fabi skal have ekstra meget plads, når hun skal skifte bagom, så de har en ‘diskussion’ om, hvorvidt han skal ind i den eller ej ;-) . I mål kommer de fint uden diskvalifikation, Fabi er super glad og Carina har fået motion :grin: .

Efter et par timers afslapning i solen pakkede vi bilen og kørte hjem til Lyngby. Vi får lige et par pizzaer til aftensmad, taget fotos af ‘Mesteren’ og så kører Carina hjem. Jeg sætter mig i sofaen og begynder at skrive dette indlæg. Da Fabi indser, at nu er turen og den ekstra opmærksomhed slut, dejser han omkuld under sofaen og snorksover. Dejlige drømme om en herlig weekend 8-)

kommentarer (1)

apr
23
Fabi glad for ny agility-fører

kategori: Agility
forfatter: larslone

Carina var så sød at ‘slå til’ som fører/handler af Fabi til agility, idet jeg selv har ondt i hælen og det kun bliver værre af at løbe. I dag var det tid for årets første DAL bane, som skulle løbes i MBS. Vejret var med os med høj sol – herligt. Nogle havde været meget flittige, så da vi ankom kl 18.00 var banen allerede bygget og de var i gang med at gå banegennemgang til opvarmningsløbet. Jeg gik en lille luftetur med Fabi, mens Carina gik banen, så hun vidste hvordan hun skulle handle Fabi.
Da det blev Carina’s tur stod jeg klar med fotoapparatet, zoomede ind på Fabi og flyttede så fokus frem til 1.-2. sping, men hvor blev Carina dog af? Hun kom ikke ind i søgeren 8-O ! Jeg måtte kigge udenom kameraet for at finde Carina – og hun havde sagt til Fabi, at han skulle blive siddende og så gik hun bare stille og roligt (meget stille syntes jeg) over til mål, hvor hun lagde hans snor. VILDT! Når jeg tænker på, hvor utrolig mange gange Fabi er tyvstartet med mig som fører, så var dette noget af det ‘vildeste’ jeg har set! Hold da helt op. Jeg kunne kun grine af de mange års frustrationer!
Løbet var superflot og fejlfrit. Jeg var dybt imponeret – og det var jeg ikke den eneste, der var. Tja, jeg kunne ikke sige andet end at Fabi bare skulle have en ordentlig fører. :lol: .
I det rigtige DAL-løb var starten noget sværere end i opvarmningsløbet og Fabi havde større fart på, da han skulle ind i slalom. Det betød en enkelt fejl og Carina måtte tage slalom om for ikke at blive diskvalificeret. Resten af banen var lige så fin som første gang.
Da alle var færdige tog Carina lige starten et par gange og fik lært at her på kort sigt skal hun blive bag ved Fabi ved slalomindgang. På lidt længere sigt skal han så lære at tage den rigtigt alligevel. Og så er der vist også ‘krogen’ i een eller anden udgave for at lære Fabi at sætte farten lidt ned inden han skal dreje skarpt. I dag er hans bagkrop ved at komme flyvende over hovedet på ham, når han drejer – og det har vi dels slet ikke nerver til at se på og dels tager det for lang tid for ham at ‘samle kroppen op igen’ og komme videre.
En stor tak til Carina for at løbe med Fabi samt derved at skåne min hæl :-D

kommentarer (0)

apr
16
Fabi til kiropraktor

kategori: Alment
forfatter: larslone

Da Fabi haltede lidt før påske fik jeg bestilt en tid til et kiropraktisk eftersyn af ham hos vores tidligere dyrlæge Birgitte Schjøth, Buddinge Dyreklinik. Pga. påsken kunne vi ikke komme til før i dag, men heldigvis holdt han jo relativt hurtigt op med at halte, så det gik nok.
Birgitte var meget positivt overrasket over hvor smidig Fabi er. Hun kunne dreje halsen fuldstændig tilbage langs kroppen og ryggen :shock: ! Hun fandt dog lidt med venstre skulderophæng (lyder som var det på en bil…) og så lidt længere nede af ryggen. Begge dele blev lige ‘trukket fra hinanden’ og så var Fabi så god som ny. Han blev strukket godt igennem: Først holdt jeg hovedet, mens Birgitte nærmest trak i halen – jeg synes det mindede om de landmænd, der trækker en kalv ud af en ko, som vi engang imellem ser på TV :lol: . Dernæst blev han holdt i bagbenene og løftet op i luften, så han ikke kunne røre bordet længere og til sidst var det lige den anden vej: Birgitte holdt ham om hovedet og løftede op. Det var rigtig sjovt at se :lol: .
Birgitte sagde, at hun stort set aldrig så alvorlige problemer hos agility-hunde – jeg skal ‘bare’ sørge for at holde ham i gang. Til allersidst anbefalede hun at han kom igen hver 3. måned, så man kan fange evt. problemer i opløbet. Nu har jeg lagt en ‘husker’ ind i kalenderen, så vi husker det.

kommentarer (0)

apr
12

I går var vi til påskefrokost med meget mere hos min bror Claus. Ved 22-tiden foreslog han at lave kaffe, men da jeg opdagede hvad klokken var blevet, var det om at komme hjem i en fart. Hjemme skulle jeg nemlig lige først pakke taske til søndagens rally prøve i Hårlev – og meget vigtigt – jeg skulle finde ud af hvor Harløv lå…. Til min store skræk opdagede jeg at Køge var god nok – men ikke endestationen, så 55 minutters kørsel… Det ville sige afgang herfra kl. 07.00 for at kunne være fremme til klokken 8. Nå, jeg sov næsten ikke hele natten, så det var ikke noget problem at stå op 05.50…. Kom hjemmefra kl. 06.58 og så tog vi lige 15 minutters luften på kirkegården inden den lange køretur.
Harløv viste sig, at være en ganske dejlig by ca. 15 km syd for Køge. Vi skulle være i Harløv Hallerne og hold da op nogle flotte haller. Her kan Kgs. Lyngby godt nok slet ikke være med!
Jeg havde slet ikke fået læst, hvem, der ellers skulle være med i programmet – pga. Fabi’s halten var det jo ikke sikkert at vi skulle være med.. Det var derfor med stor men glædelig overraskelse at jeg mødte først og fremmest Sofie og Sabine (ejer af Fabi’s kuldbror Findus), men også andre kendte ansigter. Dejligt, at der var nogle at sludre med. Fabi syntes, at Beagle-pigerne var skønne, men på et tidspunkt blev det for meget for den gamle, der sagde ‘skrid’ til ham. Derefter var Fabi temmelig betuttet over at være i hallen, men det valgte jeg at nyde, idet det så betød at han ikke gøede..
Dommer Frank havde lavet en fin bane, så det var med stor optimisme, at jeg ventede på at det blev nr. 23′s tur. Da vi var til prøve i december lavede jeg en masse øvelser med Fabi som opvarmning, men da havde han startet med at gø, så jeg valgte den modsatte taktik i dag. Sad blot helt stille og sludrede indtil det var vores tur. MEN, da vi rejste os, blev jeg RYSTENDE nervøs, og det var måske det, som Fabi kunne mærke. Resultatet blev, at han gøede HELE banen rundt. Jeg kunne have eksploderet af raseri, men det nytter desværre ikke noget. I mine øjne var Fabi helt umulig og når jeg ved, at han kan være så dygtig, var det ekstra forfærdeligt. Nej, hvor var jeg flov over vores optræden bagefter! Sabine og jeg var helt enige om at den præstation kunne vi nok ikke bestå på, men Ellen fra HH mente, at Fabi havde gået fint. Hun kunne godt se, at jeg havde været frustreret, men hun holdt fast på at Fabi havde gået pænt.
Da næsten alle var færdige og banen blev flyttet uden for tæppet for en løbsk tæve (sikken fantastisk dejligt hensyn at tage til andre hunde!!!) tænkte jeg at jeg ville se, om det var tæppet, som Fabi havde reageret på. Det var det ikke. Jeg var selvfølgelig ikke nervøs og Fabi var bare den søde og opmærksomme hund, som han kan være!
Da det blev tid til resultater, var det med bukket hovede at vi nærmede os cirklen. Man starter altid bagfra og Frank startede med een, der ikke havde bestået. Til den næste sagde han: “jeg er meget ked af at måtte sige….” – og så var jeg 100% sikker på, at det nu var Fabi og mig, der også skulle have Ikke-bestået, men det var det ikke…!!!! Sabine og jeg kiggede på hinanden og lignede spørgsmåltegn. Nu kom der en længere stribe med beståede og sandelig om ikke det endte med at Fabi havde fået 90 point ud af 100 mulige. 70 er krævet for at bestå, så det var med stor margin endda!! Hold da helt op, hvor blev jeg glad! Så var det bare godt nok, at vi var taget ‘tidligt’ hjem i går og stået tidligt op i morges! jubiii.

kommentarer (0)

apr
11
“Ikke noget alarmerende” med Fabi

kategori: Agility , Alment
forfatter: larslone

Jubii, det lykkedes at finde en massør, der havde lyst til at massere Fabi i påsken! Fabi reagerede kun, når han ‘pillede’ nederst i ryggen – ellers lå han bare roligt og fandt sig i det hele. Hvor er det herligt at se ens hund blive vredet rundt, så eksempelvis forbenene kommer over hovedet! Jeg tror næsten Fabi blev 1,5 meter lang, når han blev strukket :grin: ! Bagefter kom jeg til at tænkte på, at Fabi næsten ikke havde haft afføring i 2 dage, så jeg kørte via vores lokale kirkegård hjem – og voila! Der var gevinst. En ‘prut’, der næsten var en border collie værdig, så dagens lys. Vi fik en tid til mere massage på onsdag for at se om det med det nederste af ryggen kan komme helt væk. Nu er jeg spændt på om det med afføringen kan have haft en indflydelse, så han er helt ok på onsdag…
Massøren mente sagtens, at vi kan gå til Rally prøve søndag samt at det var ok at starte med agility – blot det var en stille start med meget lange pauser. Så vi tager formentlig også til træning på det nye hold i HH på tirsdag. Det ville godt nok være ærgerligt at gå glip af. Jeg regner med, at vi kan lave noget anti-tyvstarts træning samt træning mod gøen…. Det skulle der ikke være meget løb i…. ;)

kommentarer (0)

 1 2 Næste

Kalender

april 2009
m ti o to f l s
« mar   maj »
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  

Kategorier