Blog

apr
26
Fabi Rally Begynder Mester i Ribe

tidspunkt: kl. 20:46
forfatter: webmaster

Lørdag kørte Carina, Fabi og jeg mod Løgumkloster, hvor vi skulle overnatte hos Carina’s mor. ‘Onkel Elliot’, der er på otium-ophold hos Carina’s mor, blev noget overrasket, da vi ankom. Fabi troede, at han så syner, da ‘onkel Elliot’ dukkede op bag hoveddøren. Ingen tvivl om, at Fabi troede, at han havde overtaget tronen, som Konge af Borrebakken og så stod Elliot dér 😯 . At Fabi nok ikke helt havde forstået at vi var i Løgumkloster, dét er en anden historie. Vi luftede en dejlig tur rundt langs nypløjede marker forbi ‘Det Vilde Vesten’ – et sted med masser af geder, får og frilandsgrise. Lige noget for hundenæserne. Da vi kom tilbage fik vi travlt med at pille flåter af Elliot – 8 stykker blev det vist til.

Søndag morgen stod jeg op lidt over 6 og havde lovet at tage Elliot med på morgentur. Men Elliot ville ikke frivilligt opgive sin plads i sengen oppe i soveværelset, så Carina’s mor måtte skubbe lidt til ham. Da først han var kommet ned, var det helt ok at komme ud at lufte. Fabi fik sit livs morgenluftetur. Han blev sluppet løs, da jeg drejede ned langs markerne og han løb bare frem og tilbage i fuld firspring. På hjemturen opdagede han pludselig markerne. Han spurtede rundt på markerne og tog en gammel majs-stok i munden. Det er godt nok lang tid siden jeg har set Fabi løbe sådan rundt og underholde sig selv. Herligt.

Efter en dejlig morgenmad var det af sted mod Ribe Hundevenner’s træningsplads. Vi ankom kl. 8.43 – 2 minutter før planlagt. Jeg skulle gå banegennemgang i Rally Begynder klassen kl 9.15. Starten blev noget forsinket, idet der var mange, der ikke var mødt frem til tiden. Det var godt nok for mine nerver, men ikke godt for Fabi, for han mistede koncentrationen og ville bare rundt og hilse på dame-hunde. Inde på banen havde jeg ikke meget kontakt med Fabi 🙁 Øv – hvor var det træls. I øvelsen ‘sid foran – 1/2/3 skridt bagud’ lå jeg næsten på alle 4 for at få Fabi til at kigge min vej – og ikke mod agility-banen, hvor en border var stukket af fra sin ejer og løbet ind på banen for at ‘nakke’ den hund, der var ved at løbe. Det betød hundeglam og råbende mennesker! Suk ak ak. Nå, men Carina mente, at Fabi trods alt havde lavet øvelserne til sidst, så hvis ikke der var fradrag for tidsforbrug, så kunne vi måske nok bestå. Hun havde heldigvis ret – vi fik 89 point ud af 100 mulige og man skal ‘bare’ have minimum 70 for at bestå. Så Fabi bestod for 3. gang og blev dermed Rally Begynder Mester.

fabi1

Næste konkurrence var AG1, hvor Carina skulle løbe med Fabi, så jeg kunne skåne min fod. Hunden, der startede lige før Fabi var meget længe om at gennemføre banen og Carina syntes, at Fabi havde mistet interessen, så hun lod Fabi se hunden tøffe rundt. Carina tager halsbåndet af Fabi og går frem. Fabi bliver siddende og på startkommandoen tænder Fabi såvel turbo som ‘krydsermisselbrændslet’ og desværre betyder det, at Fabi ikke liiiige har tid til at tage nedgangsfeltet på balancebommen, så han får en fejl. Øv. Resten af banen går ganske fint – kun en enkelt af tunnelerne skal Carina lige ‘skubbe’ Fabi ind i. Fabi laver den sejeste slalomindgang med Carina skiftende bagom – helt uden problemer.

Næste AG1 løb går ikke helt så godt, idet Carina måtte ændre plan. Hun skulle skifte bag ved vippen, men Fabi mærker det og tror så, at han skal løbe udenom vippen. Carina opdager det heldigvis og den flinke dommer dømmer ikke en vægring. Nedgangen på A-brættet ser også noget tynd ud, så endnu engang tak til dommeren. Desværre kan dommeren ikke fortsætte den flinke linie, da Fabi laver sin ‘gamle’ fejl i slalom, så Carina må tage den om. Da de kommer til tunnelen har Carina glemt, at Fabi skal have ekstra meget plads, når hun skal skifte bagom, så de har en ‘diskussion’ om, hvorvidt han skal ind i den eller ej 😉 . I mål kommer de fint uden diskvalifikation, Fabi er super glad og Carina har fået motion 😀 .

Efter et par timers afslapning i solen pakkede vi bilen og kørte hjem til Lyngby. Vi får lige et par pizzaer til aftensmad, taget fotos af ‘Mesteren’ og så kører Carina hjem. Jeg sætter mig i sofaen og begynder at skrive dette indlæg. Da Fabi indser, at nu er turen og den ekstra opmærksomhed slut, dejser han omkuld under sofaen og snorksover. Dejlige drømme om en herlig weekend 😎

1 kommentar

  1. Janne skriver:

    Hej Lone og Fabi

    Tillykke med den nye titel.

    Vi ses til træning :o)

    Hilsen Janne & Frida

Kalender

april 2009
M T O T F L S
« mar   maj »
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  

Kategorier