Så blev det tid til vores første stævne på Djævleøen – nærmere betegnet Tjæreby udenfor Skælskør. Det var vist første gang, at jeg skulle køre 125 km t/r alene. Op klokken ‘gudsjammerligt tidligt’, hvilket for mit vedkommende var 05.30! Jeg skulle dog ikke klage. Dem, der skulle være fremme til første banegennemgang kl 7.45 havde været oppe 4.30 Det værste for dem var, at det var for tidligt for banerne var ikke klar kl. 7.45. Resten af dagen gik stævneafviklingen dog meget fint. Der var indlagt frokostpause for alle med salg af grillpølser og efterfølgende præmieoverrækkelse for formiddagens konkurrencer.

DMI var ikke heldige med deres vejrudsigt for de havde lovet tørvejr i Skælskør hele dagen, men det småregnede om morgenen. Heldigvis kun småregn, men det var ‘hunde-koldt’. Jeg havde ALT mit tøj på og måtte til sidst op i bilen og hente et tæppe til at tage om benene.

Inge D. Fagerberg havde inviteret mig til at sidde i hendes telt, så det var ren luksustur for mig. Ingen teltopslagning! Da jeg fandt Inge, stak jeg lige hovedet ind i teltet og sagde ‘hej’ – og så blev Fabi ellers ædt af et lille krapyl af en køt.., som Inge og andre fortalte, var kendt for altid at æde alle andre hunde! Hvor herre bevare os ! F…… til start på en lang dag Heldigvis havde den ikke fået bidt Fabi, men det var ret uhyggeligt, for Fabi kunne ikke slippe væk, da hans snor sad rundt om en bardun til teltet. øv

Nå, men jeg fik flyttet ind i teltet med stol, bur og taske og Inge og jeg sad og sludrede indtil det var tid til vores første banegennemgang. Jeg var 100% sikker på, hvordan jeg skulle tage starten af den bane…. Jeg gik til teltet for at skifte til agility-sko. Så var det at jeg var blevet ret varm af at gå bane iklædt så meget tøj, så jeg smed lige 1 jakke, 2 trøjer og skiftede lige regnbukser ud med almindelige bukser. Så skulle jeg have skoene på og de tager lang tid at snøre… Så blev der råbt “Loooooone” og gylp !! Det var mig, der var savnet ved starten !! Jeg fattede Fabi og så løb vi til starten. Heldigvis var det ‘kun’ indkalderen, der savnede mig, så jeg fik ikke forstyrret stævneafviklingen… Men Fabi var helt oppe at køre, gøede på liv og løs og tyvstartede også… Dén havde jeg selv bedt om. Godt nok var der een, der var udeblevet, men alligevel. Min fejl.

Da jeg havde løbet kunne jeg se, at min planlagte start var forkert. øv. Nå, men den kombination er nu tegnet og beskrevet i vores lille ‘manual’, så den fejl laver jeg forhåbentlig ikke igen. Måske jeg også skulle prøve at træne den en dag i MBS. Slalom havde vi trænet en hel del – såvel i mandags i MBS – som hjemme i haven og Fabi har bare været supergod. Dét turde jeg dog ikke stole på, så jeg ‘tog imod ham’ og dermed bremsede ham i indgangen. Det var nok også en fejl af mig – det kom i hvert tilfælde til at koste en fejl. hmmm. Det var så absolut ikke nogen god start på et stævne….

I det næste løb tyvstartede Fabi også, men han fik felterne på AG1 banen, så han var nu alligevel en sød lille hund bagefter….

Efter frokostpausen var der præmieoverrækkelse og da konkurrencerne var stoppet gik Inge og jeg derhen. Jeg nåede lige at sludre med John (med Django) fra HH og lave sjov med at præmieroverrækkelser er ‘noget opreklameret pjat’, hvorefter John blev kaldt op. Lidt senere blev det min tur for der havde ikke været nogle fejlfrie hunde. Præmierne var ganske utraditionelle, idet der vist var een, der havde været en tur over grænsen for at hente en masse ‘rammer’ øl og vand! Jeg fik en ‘ramme’ sodavand for det løb! Herligt.

Efter frokost fik jeg lejlghed til at træne lidt anti-tyvstart ved et spring, der var sat op til ‘opvarmining’. Det hjalp for i de næste 2 løb startede han først på min kommando. Herligt. Desværre havde jeg ikke turdet satse på det i planlægningen af spring-løbet og det var en uhyggelig start for folk med tyvstartende hunde… Den start var vi blevet disk’et på sidste år i Albertslund… Den må også ind i bogen, så vi kan prøve den en dag til træning !!! Nå, men det kostede lige et par fejl….

Dagens sidste løb var et AG1-løb igen og lige på nær starten var det faktisk en rigtig god bane syntes jeg. Starten gik så fint og det gjorde næsten hele banen også. Fabi fik felterne fint, men jeg må have taget et skridt for tidligt i slalomen, så Fabi springer den sidste port over! ØV ØV ØV. Så tæt på en ‘pind’ og så alligevel ikke.

Så blev det tid til nedtagning af telt – og det var en nem sag med Inges telt. Desværre kom vi til at lægge teltet lige dér, hvor pressenningen havde ligget, så Inge blev nødt til at skulle pakke det ud derhjemme, så det kunne tørre.

Sidste stop var præmieoverrækkelse og til vores store overraskelse gav stævnet pølser og vand til alle !! Imponerende. Inge og jeg fik spist hele 2 pølser med brød hver. Desværre ingen præmier til os for eftermiddagens præstationer.

Så blev det tid til at køre de 125 km hjem igen og heldigvis havde jeg taget en CD med til turen. Lidt god musik fik turen til at ‘flyve’ – lige på nær de 15 minutter, som det tog at passere en strækning med indsnævring til 1 vejbane.

I Store Bededagsferien var vi draget til et 3 dages stævne i Viby, Århus. Lars og jeg havde inkvarteret os på Merkur hotel på Viby Torv – lige ved siden af den bygning, som jeg havde haft sommerferiejob i tilbage i gymnasieårene. Mange år siden…. Vi nåede frem til Viby 17.30 torsdag. Checkede ind på hotellet og kørte derefter til stævnepladsen for at sætte teltet op. Som de første! Så kunne vi sove lidt længere næste morgen.

Næste dag var det tørvejr, da jeg stod op for at lufte Fabi. Herligt. Da vi kom til stævnepladsen, så vi til vores store overraskelse at alle andre havde sat telte op tæt på banen og ikke op ad hegnet, som vi havde fået besked på torsdag. 3 dage i anden række uden udsigt til agility-baner var ikke sagen, så vi flyttede teltet.

Så kom regnen og det regnede i stride strømme. Heldigvis var det et lille stævne, så stævnestart kunne blot udsættes i 45 minutter.

Første løb var en katastrofe. Fabi tyvstartede og fløj af feltforhindringerne. Balancebommen sprang han ned fra, da han nåede det øverste, flade stykke. Måske fordi han var forvirret over de pinde, som der var på op- og nedgangsstykkerne, måske var det ‘bare’ en tosset idé eller min arm, der pegede forkert. Mange af hundene fra ‘Djævleøen’ gjorde det, så jeg håber at det var pindenes og ikke min skyld. Dommeren sagde, at jeg lige skulle tage den igen og anden gang gik det bedre. Vippen var uhyggelig at se på som fører. Fabi satte af ud over spidsen inden vippen var begyndt at vippe !! Der kom noget flyveegern over ham set fra min vinkel… Nå, men heldigvis slap Fabi fra oplevelserne uden skader….

Resten af dagen gik det stille og roligt fremad. Specielt AG1 løbet var rigtig godt. Desværre blev vi disk’et, idet jeg ikke fik kaldt nok, så i stedet for at dreje skapt til vippen, løb Fabi hen og tog slalom. Efter 3 år med slalomproblemer kunne jeg ikke andet end rose ham for det. Det var jo mig, der ikke havde fået kaldt nok på ham. Da vi kører til hotellet var det med højt humør for vi var helt klart på rette kurs.

Lørdag fortsætter den gode kurs og ikke mindre end 2 løb bliver fejlfrie !! Dagen starter med et fejlfrit AG Åben løb!! Det første fejlfrie løb i 3 år og så lige et AG Åben løb! Det var endda gået så godt, at vi kom i finalen (bedste 7 hunde af de 2 dages Åbne løb)! Jeg kunne kun grine. Fabi, der modtog en ‘præmie’, som langsomste hund til Fionia Cup 2 år tidligere, var nu i en finale! Godt nok som næstsidste hund og godt nok et lille stævne, men alligevel meget flot, syntes jeg.

Lige inden vores tur er der en hund, der laver ‘prut’, og jeg siger det til ejeren, der ikke havde en pose med. Det havde jeg, så jeg går over for at give hende den. Så står der en stråle af opkast ud af munden på hunden – og nu er jeg rystet. Så råber Wim “LONE” og jeg kommer løbende. Helt ærligt, så troede jeg, at de stadig var i gang med de små hunde, så jeg går lidt væk igen, for at Fabi lige kan falde lidt ned oven på løbeturen. Så råber Wim “LONE” igen – og speakeren (Kaare) siger noget, som jeg ikke lige hører. Jeg hører kun, at han siger, at han vil med og så griner folk. (Lars fortalte bagefter, at Kaare havde sagt at jeg nok var gået i baren. ) Nå, ind på banen med os. Jeg har ikke haft tid til at tage halsbåndet af Fabi, så han starter med en tyvstart… “Sikken debut”, når jeg lige at tænke…. Derefter er det bare om at løbe stærkt. Slalomindgangen glædede jeg mig IKKE til og den kostede også 3 forsøg, før det lykkedes Fabi at tage starten rigtig. Så var det ellers bare fuld fart frem igen og i mål. Vi blev ikke disk’et, så jeg var godt tilfreds bagefter. De sidste minutter inden start havde jo været langt fra optimale.

Efter finalen er der træmieoverrækkelse for alle dagens løb. Det viste sig, at også vores Spring 2 løb havde været fejlfrit. Jeg er jubel-glad og finder resultatbogen frem. Stolt afleverer jeg den i den dertil opstillede kasse.

Derefter er der middag for alle, der ønskede at deltage. Der er masser af god mad og Viby gav masser af rødvin til maden. Vinen havde de fået som tak for hjælp til et stævne weekenden forinden!! Sikken flot gestus!

Søndag var jeg ikke helt ødelagt af nerver og deraf følgende dårlig mave og kvalme, som jeg ellers har haft i de 3 år vi har konkurreret. Det havde hjulpet med nogle fejlfrie løb om lørdagen. Nu var vi ikke længere helt umulige og pinlige. Dagen starter igen ret kaotisk, jeg fik vist ikke kaldt nok på Fabi fra starten af, så han ‘drøner’ i den gale retning og dyrbare sekunder går tabt. Slalom skal der 3 forsøg til igen, og så er banetiden gået og vi skal forlade banen!

Jeg henter min resultatbog, og bliver noget skuffet, da jeg ser, at der ikke er skrevet i den. Det viste sig, at i klasse 2 er det ikke nok at løbe fejlfrit. Man skal også være blandt de 3 første og Fabi var blevet nr. 4, da føreren (mig..!) ikke kunne huske banen. SUK – den fører, den fører. (Der var pause mellem banegennemgang og konkurrencestart og jeg benyttede ikke muligheden for en genopfriskning inden starten. Dumt gjort Lone).

Søndagen ender heldigvis igen med 2 fejlfrie løb og denne gang var det to 2. pladser, så der BLEV skrevet i bogen inden vi tog hjem! JUBII Heldigt, idet jeg havde SMS’et til familie og venner lørdag aften og pralet med resultatet, og så var det ikke sandt! Men det blev det så heldigvis søndag, så jeg er forhåbentlig tilgivet.

Jeg behøver vel ikke at sige, at stemningen i bilen hjem var højere end den har været i 3 år !