Medio forrige uge startede Lars og jeg for alvor forberedelserne til ferien i Norge med indkøb af plastik-tallerkner, krus, bøger, ekstra strømper, badetøfler til brug i baderummet og så forresten også lige et lille køleskab, der kan køre på såvel 12 som 240 V samt en TV-adaptor til PC’en

Da Søren og familien rejste allerede 06.45 fredag morgen, havde vi aftalt at køre allerede fredag og så tage en overnatning i Sverige for at dele de mange kilometre op i to dele. Afgang fra Lyngby var estimeret til 11.00 og det klarede vi lige indenfor det akademiske kvarter….

Vi kørte næsten lige om bord på en færge i Helsingør, så dér indhentede vi det kvarter… I Helsingborg kørte vi ind til tolderne for at deklarere Fabi, men der var ikke nogle toldere… Mens jeg forsøgte at ringe til det telefonnummer, der stod på deres låste dør, dukkede der dog et par stykker op og den ene læste høfligt Fabi’s papirer og ønskede os god ferie. ‘Sjovt’ nok var der ikke andre af alle de andre hundeejere, der var holdt ind hos tolderne…..

Lars kørte de ca. 450 km til Tanums Gästgiveri i 1 stræk. Vi var fremme sidst på eftermiddagen. Købte nogle håndklæder til Fabi i den lokale ICA, idet jeg havde glemt sådan nogle og det øs-regnede. Derefter checkede vi ind, luftede Fabi og fik så lidt mad i restauranten. At falde i søvn var ikke noget problem!

Næste morgen var det op og lufte Fabi igen. Spise en masse mad til morgen buffeten og så lige en shoppetur i supermarkedet, så vi havde noget mad i Norge.

Så af sted til Strömstad, hvor vi havde en lille time inden vi skulle checke ind, så vi kørte lige en tur gennem byen og luftede Fabi ved nogle nybyggede lejligheder ned til fjorden. Rædselsfuld arkitektur set fra bagsiden, men utrolig flot på forsiden!

I den time vi skulle vente på færgen, smurte Lars lige vore sandwich og jeg luftede Fabi noget mere.

På færgen måtte hunde kun være i hunderummet, som det heldigvis var 4 af. Hunderummene var på soldækket på 9. dæk. Lars valgte det andet, vi kiggede ind i, og det var nogle helt ok hunde at dele det med, så sejlturen gik fint.

Da vi ankom til Norge holdt vi atter ind hos tolderne, men igen var alt låst og slukket, så vi kørte igen uden at have vist papirer. Hvis de vil se papirer, så må de også være der!

Turen til Arendal skulle tage 2½ time iflg. vores kørselsvejledning og det viste sig at holde stik, idet en grøn E18 vej ikke nødvendigvis er en motorvej, som jeg ellers havde troet hjemmefra… Nå, men skidt med det for det var en utrolig smuk tur langs fjeld og over fjorde. Vi kørte gennem mange tunneler og den ‘sejeste’ oplevelse var, da vi kørte fra en lang tunnel ud på en flot og lang bro i mindst 100m højde og derefter direkte ind i endnu en tunnel

Vi ankom til Hove Leirsenter kl 18.20. At melde sin ankomst tog den tid, som den slags nu tager, men at få nøglen til værelset tog lang tid for alle hjælperne holdt møde. Nå, men efter en ½-1 time og en rasende lille svensk mand, der havde kørt siden kl. 05.30 om morgenen og derfor ikke kunne acceptere at skulle vente på sin tur i køen (jeg turde desværre ikke sige til ham, at han skulle have taget en overnatning lige som os…), fik vi endelig nøglen. Vores ‘hytte’ var ikke indtegnet på kortet, men vi fandt den. Pyha – den tidligere tyske militærlejr fornægtede sig ikke. Værelset og gangen lugtede noget mystisk (ikke dårligt), men den lugt forsvandt – eller blev den blot erstattet af velkendt hundelugt ?

Køkken og badeværelser var heldigvis renoveret siden krigen, men jeg tror at sengene var de originale – dog med nyere skummadrasser Desværre kunne TV-adapteren ikke finde et signal, så det blev en uge uden Tour de France. Vi talte senere med dem fra campingpladsen og på trods af deres almindelige fjernsyn, kunne de heller ikke finde et TV-signal, så vi var åbenbart bare langt væk fra civilisationen.

Så vidt jeg kunne se (der var nemlig ikke et stævneprogram sat op eller sendt ud) , så skulle Fabi ikke starte i nogle af ringene, så vi skulle ikke ultra-tidligt op søndag morgen.

Søndag morgen var det klasse 3 og ikke klasse 1, der startede, så vi kunne være sovet endnu længere. Første løb var en katastrofe. Umiddelbart kunne jeg så have håbet, at jeg blev så gal, som jeg blev i Viby, men desværre nej, jeg mistede ‘blot’ al selvtillid. Så ingen større forbedringer den dag.

Mandag morgen startede det med at regne 15 minutter før konkurrencerne startede og så øs-regnede det hele formiddagen. Heller ikke den dag blev det rigtig godt med selvtilliden og deraf resultater.

Tirsdag var det tørvejr. Dagens andet løb var spring 2 og de andre danskere havde alle løbet fejlfrit og var SÅ glade. Så kom vi og blev disket Nu var det næsten ikke muligt at blive mere deprimeret.

Onsdag var det heldigvis hviledag og vi blev inviteret med DKK Viby’erne på køretur til fjeldet. Vi mødtes alle kl 10 på p-pladsen og kørte af sted. Så var det bare lige det, at den planlagte vej til det ønskede fjeld var spærret, så vi prøvede en anden, men heller ikke den, var der held med. Så prøvede vi et andet fjeld, men der var ikke nogle officielle stier, man kunne gå på. Vi havnede for enden af en vej, hvor der blot var en bolig med en bil fuld af skudhuller, så vi vendte ‘diskret’ om og kørte derfra igen i en fart. (Det var ikke lige nu at vi skulle fortælle om den danske psykolog, der arbejde i Norge, som vi havde talt med en aften… Han fortalte at Sydnorge har den dårligste statistik i alt: Kriminalitet, mangel på uddannelse, misbrug af alle slags osv.). Til sidst holdt vi blot ind, stod ud og luftede hundene hen ad vejen. Vi var så heldige at finde en lille stikvej ned til en bjergsø, hvor nogle af hundene fik lov at bade, og de, der ikke fik lov, gjorde det bare alligevel… Da vi kom tilbage til bilerne skulle hundene tørres. Lars tager en klapstol og sætter sig mageligt tilrette midt på vejen og sukker: “Nu skulle man bare lige have en kop kaffe”. Vupti – Elisabeth snupper en termokande og en kop – og Lars får en kop kaffe!! Der blev Lars alligevel noget overrasket

Derefter går turen til nærmeste større by, hvor vi efter nogen søgen, får parkeret de 3 biler. En lille gåtur ned ad gågaden til havnen, hvor vi ender på en dejlig restaurant og bestiller frokost. Vi ser lige at den stakkels servitrice får spildt et antal store sodavand. Vi bestiller, maden kommer. Desværre en portion for lidt, så kokken må liiiige lave een mere i en fart. Da det er tid til at betale er der fejl i regningen, “men ellers gik det godt, fru Kammerherreinde” Vi fik så meget mad, at ingen er sultne mere den dag.

Næste dag gik det bedre med agility’en. Humøret steg og resultaterne blev bedre. ‘Kun’ nogle rigtige dummerter gjorde, at vi alligevel blev diskvalificeret. Lars optog video med vores lille foto-apparat og på den ene sad Thorleif lige ved siden af. “Lone – du er en skovl, du er” kan høres lige så tydeligt på videoen, da jeg glemmer at kalde på Fabi, idet han kommer ud af en pose og derfor tager springet foran ham og ikke det, som står 90 grader til højre for ham, hvor jeg står… AK AK. Nå, men løbene var ellers rigtig gode, så humøret er stadig højt.

Fredag er sidste hele dag og heldigvis løber vi rigtig godt. Vi får et fejlfrit Spring 2 løb (se video under Multimedia – Video) og desværre en vægring i AG1 løbet, hvor Fabi ellers får de 3 felter. Bittert. Men skidt med det for jeg skal til præmieoverrækkelse i Spring 2 løbet, hvor vi får en 2. plads. Til min store overraskelse skal vi også til præmieoverrækkelse i AG1, idet vi får en 3. plads.

DKK Viby har tidligere på dagen været ude og købe et nyt tågehorn, så de er klar til at larme til præmieoverrækkelsen !! De medbragte også et kæmpe Dannebrogs-flag, så vores lille bitte blev ikke brugt.
Så der blev larmet efter alle kunstens regler

Efter et fællesfoto gik vi hvert til sit for at begynde at pakke til hjemrejsen.

Lørdag havde meteorologerne truet med 25 mm regn, så vi var glade da vi stod op og det kun dryppede. vi var så optimistiske at gummistøvler blev pakket i bilen og ikke taget med i tasken…. Men glæden blev kortvarig. Senere begyndte det ikke blot at regne, det styrtregnede Det eneste positive der var i det var, at mange undlod at løbe, så jeg nåede at løbe et spring 2 løb inden vi skulle haste ud i bilen for at køre mod færgen til Sverige. I det regnvejr skulle vi have noget ekstra tid at køre i !

Vi nåede frem til færgen 50 minutter før tid uden panik. Dog oplevede vi endnu engang at organisation vist ikke er nordmændenes stærke side. Der var slet ikke plads til alle bilerne ved færgen, så de må have holdt hele vejen gennem byen….. Bilerne var ikke sorteret efter højde, så da de skulle køre om bord på færgen var det 1 fra den række og så en fra en anden række… Altså !! Det er godt at de har fået deres eget kongehus deroppe Vi var således ½ time forsinket og desværre holdt vi også på det øverste dæk, der først kunne sænkes ned, når det underste dæk var tømt, så vi kom også sent fra færgen. Jeg havde heldigvis sagt til hotellet at vi kom med den sene færge, så vi kunne stadig få vores værelse. Hotelejeren grinte og sagde, at det var helt normalt. Der var endda nyt personale for tiden, så dagen forinden havde de læsset en fyldt Coca Cola-lastbil og så en masse biler, men så blev der slagside og de måtte tømme og starte forfra…..

Vi fik et dejligt bad og så lavede vi lige en kop te i vores medbragte vandkedel. Vi lå på vores springmadrasser og læste bøger og nød at være tilbage i mere ‘civiliserede’ omgivelser.

Næste morgen skulle vi spise al den morgenmad vi på nogen måde kunne uden at revne, idet de havde sat prisen på værelset op med nogle hundrede kroner…. Som sagt så gjort

Derefter var det tid til en sidste indkøbstur i det lokale ICA supermarked for dels at få noget mad med hjem og dels spare lidt penge nu den svenske krone er så billig.

Et enkelt frokost-stop blev det til og vi var heldige med vejret. Kort tid efter fik vi lige endnu en byge af den store slags. Da vi kom til færgen i Helsingborg, så vi, at der var nogen, der kørte om bord. Lars slukkede motoren og sagde, at nu mangler vi lige at køre om bord. Vupti, så kunne han starte motoren igen og køre om bord! Med vores nye Bizz-aftale var vi garanteret plads!

Så vi nåede lige hjem til den sidste og afgørende stigning på dagens Tour de France etape. Herligt at være hjemme, hvor der var et TV.

Nu er alt vasket og næsten også lagt på plads og tilbage er minderne fra en fantastisk tur med en masse oplevelser. Herligt! Dén tur var lige, hvad jeg havde ønsket mig. Nå, så ok da – ja en enkelt eller 2 flere præmieoverrækkelser havde været sjovt, men skidt med det nu det hele endte godt.