Blog

maj
2
Til fest hos dyrlægen

tidspunkt: kl. 11:31
forfatter: webmaster

I går var det tid til det årlige sundhedscheck og vaccinationer hos dyrlægen. Fabi var begejstret over for en gangs skyld at være med i bilen… altså lige indtil jeg efter parkeringen åbnede og han kunne lugte at vi var hos dyrlægen. SÅ rystede han. Den stakkel har jo været lagt i bedøvelse et par gange, så han er ikke helt sikker på, om det er et ‘nemt’ besøg eller ej.

Ud af bilen og ind til dyrlægen kom begge hunde dog. Først en tur på vægten og her var det med stor glæde, at vi fik konstateret, at Fabi har slidt sit ‘pensionist-fedt’ af og er tilbage på god, gammel “kampvægt” fra konkurrencedagene (med et lille pensionist-tillæg 🙂 ). Aidan’s vægt var uændret og det er også helt fint.

Så ventede vi på, at det blev vores tur. Dyrlæge Anne M kom og tog imod. Fabi kunne egentlig godt huske hende for noget godt, men han var nu stadig lidt skeptisk…. Inde på ‘stuen’ blev døren lukket, snorene taget af og så fandt Anne lige en håndfuld godbidder (der hos denne dyrlæge er Fabi mad = Royal Canin’s Hypoallergenic, så alle hunde kan tåle dem 🙂 ). Dét ændrede Fabi’s syn på dyrlægebesøg. Lidt pludselig var Anne den bedste i hele verden. Fabi insitsterede på at blive den første til at komme op på bordet. Halen logrede, så hårene stod rundt om os og vi grinede inderligt. Herligt. Fabi finder sig jo i alt og da det blev tid til årets vaccine-cocktail kom endnu en håndfuld godbidder på bordet. Fabi var så optaget af at spise, at han overhovedet ikke ænsede stikket 🙂

Så blev det Aidan’s tur. Aidan er ikke til bestikkelse som Fabi, så han var noget mere reserveret, men fandt sig fint i alle undersøgelerne. Da Anne skulle lytte til hjertelyden lyttede hun meget længe… Længe nok til at jeg begyndte at blive bekymret for om noget kunne være galt…. Så spurgte Anne: “Han er agility-hund, ikk’?” Og så var det at jeg tænkte, at det nok ikke var det rette tidspunkt at fortælle, hvor svær han er at styre på en agility-bane…, så jeg svarede bare “Ja” 🙂 Anne så helt glad ud og fortalte, at Aidan må være i SUPER-god form for hans hvilepuls var meget lav. PYHA – nu blev det min tur til at være lettet. Jeg fortalte, at jeg også cykler med ham – men det tæller jo også bare positivt. Da det blev vaccine-tid fik Aidan også en håndfuld godbidder og i vanlig Aidan stil tyggede han sig stille og roligt igennem dem, så heller ikke han ænsede stikket.

Under Aidan’s tur på bordet, stod Fabi en stor del af tiden med 2 ben op ad dyrlægen tiggende efter flere godbidder 🙂 Vi var ‘flade’ af grin for han kunne næsten ikke styre sig selv. Halen logrede og logrede. Vidunderligt. Alt i alt et super besøg hos dyrlægen 🙂

Comments are closed.

Kalender

maj 2013
M T O T F L S
« apr   jun »
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  

Kategorier