Blog

aug
11
Super agility-kursus lørdag

tidspunkt: kl. 11:28
forfatter: webmaster

Lørdag var det tid til endnu et agility-kursus med lille Aidan.
Hvalsø Hundevenner lagde areal til og det er altså bare et super-lækkert areal ! Store græsplæner, der holdes af kommunen, da de hører til en skole samt en idrætshal. Rundt om er der dejlige arealer til hundelufteture !

Vi var 6 deltagere, så kurset var fra kl 9-15. Faktisk rigtig dejligt for der var masser af tid til at hundene kunne få vejret igen – og førerne en kop kaffe mm

Vi startede med at bygge en meget lang agility-bane med balance og A-bræt. Der skulle 2 sæt numre for at dække den 🙂 Vippen blev sat op til lidt selvtræning, men pga det varme vejr blev den slet ikke benyttet. Hundene behøvede pausen!

Da vi var ved at være klar til at starte, var de andre hurtige til at aftale startrækkefølge. Jeg fik ikke lige hørt andet end at Hanne startede, og at der var 2 andre, der var hurtige til at sige, hvilket ’startnummer’ de ønskede. Jeg tog så for givet, at jeg var den sidste lille hund, inden vi skulle sætte op til border collien, der jo springer meget højere. Således begav jeg mig med ro i sindet ud på en lille luftetur med Aidan – endda med lidt penge på lommen til et lille besøg hos Brugsens bager 🙂 Men ak og ve – jeg når kun om på den anden side af nogle høje træer og tennisbanerne, da jeg i det fjerne hører mit navn blive råbt !! HVAD ?!? Nå – jeg må vende om, så jeg kan finde ud af hvorfor. Da jeg nærmer mig banen, så hører jeg at jeg er hund nr 2 ! Jamen dog ! Her gik jeg og troede at de fleste var ivrige for at komme på banen og så var det nærmest omvendt. Over i tasken for at finde Aidan’s legesag (Kong) og så var vi klare. Banen var heldigvis ganske tør, så jeg behøvede ikke skifte til de nye agility-sko.. (ja, man er jo blevet så stor en optimist at man har investeret i nye agilitysko på udsalg i Lyngby i mandags 🙂 Nu er vi kommet med i ‘Salomon’ familien ).

Det var en meget atypisk start, da man startede inde på banen og de første 2 spring havde retning ud af banen. Vi fik et lille tip af instruktøren, som kan bruges til træning, men endelig ikke til konkurrence: Sæt hunden af og gå frem og rør ved spring nummer 2, så ’ser’ hunden at det er den vej. Det virkede over al forventing. Dernæst skarpt til venstre og tilbage til første spring, der dog skulle tages fra den ‘forkerte side’. Dagens første store udfordring. Næste forhindring var balancen, der lå og lokkede med hele 2 indgange, der IKKE skulle tages. Dagens næste tip: IKKE se på hunden – bare løb fuld fart frem langs med balancen. Som jeg husker det klarede Aidan det med bravour (men måske det først var i andet forsøg og alle derefter) og styrtede op på balancen. Aidan har stopfelt, og hans teknisk er så nuttet, at jeg næsten får tårer i øjnene. Han sætter farten noget ned, når jeg råber ‘Touch’ og når han når enden, sætter han de 2 forben i jorden samtidigt. SÅ kan jeg bare godt begynde at servere godbidder for han er klar 🙂 Dét ser simpelthen så nuttet ud. (Og ja Carina – jeg ved godt, at vi senere skal træne at han løber hurtigere ned ad balancen 🙂 )

Efter balancen blev det rigtig svær for man skulle skifte bagved tunnelen og dét kan Aidan altså hverken lide eller forstå ! Det er noget vi skal se om vi kan finde ud af at træne herhjemme de næste måneder. Til sidst opgav vi og fik lov til at løbe en lidt anden handling.

Næste svære moment var efter tunnelen. 2 spring, hvor det sidste skulle ende med en ‘back’ for at få ham tilbage over det første spring og ind i tunnellen igen. ‘Back’ har vi ikke trænet i 1-1½ år, så den kommando kunne Aidan ikke huske. Lidt special-træning og så forstod han det.

Så var Aidan’s tunge så lang at han næsten trådte i den og det var tid til dagens første pause.

Næste gang vi var på banen var det ud af tunnelen og så lige ud over et spring samt en lille, lige, tunnel. FULD FART tør jeg nok sige. De unge hunde skulle så til venstre og have et spring fra den ‘forkerte’ side. Her kom Aidan’s næste helt store udfordring. Det lykkedes aldrig helt godt og kostede lige en hjørnetand i min knæhase……! Efter hvad der føltes som 17 forsøg ændrede vi atter lidt på vores bane og det blev hurtigt tid til dagens anden pause.

Tredie og sidste gang vi skulle på banen, skulle vi løbe banens sidste del (A-bræt og slalom) og så slutte med en fuld bane. Instruktøren mente dog, at det var en god idé at nøjes med de 2 dele vi allerede havde trænet, så som sagt så gjort. Jeg skulle så lige gå banestarten igen for den havde jeg da glemt i mellemtiden 🙂

Det blev vist til 14 forhindringer, inden jeg mod instruktørens ønske stoppede og kastede legetøjet til Aidan. Jeg mente selv, at jeg var for langt bagud til at det ville lykkes i den anden ende.

Så blev det tid til at gøre noget ved Aidan’s bideri. Jeg havde dagen igennem fået indprentet, at jeg skal handle med hånden tæt på Aidan’s højde (noget af en udfordring for en ‘idrætsinvalid’ 🙂 ). Dén højde er tæt på Aidan’s mund….. Resultatet blev dog ikke at han bed mig i hånden som lidt frygtet, men at jeg nærmest havde Aidan på min arm og kunne ‘kaste’ ham ind i tunnelen – men dét går jo slet ikke i konkurrence. Pludselig kom jeg i tanke om, at når jeg havde ham ‘på armen’, så havde jeg endelig en chance for at kunne tage fat i ham, så han kan forstå, at dét ikke er ønsket adfærd 🙂 Så nu blev situationen fremprovokeret og lille Aidan svigtede ikke. Han fik en lille reprimande efterfulgt af ignorering. Instruktøren mente, at hun kunne se på Aidan, at han tænkte (….. ha ha ha). Endnu et forsøg og samme resultat. Tredie forsøg og Aidan styrtede frem direkte ind i tunnelen helt uden at tænke på min knæhase ! JUBIIIIIIII. Jeg var jublende lykkelig.

Vi blev så sendt af sted fra tunnelen igen og videre frem til den sidste del med spring, den lille, lige tunnel og frem til en lang tunnel. Kors hvor vi fik løbet ! Det var HERLIGT !

Bagefter talte vi om, at det kunne være sjovt at få lov til at løbe en klasse 1 bane, så vi kan se, hvor langt vi er. Dét kunne jeg rigtig godt tænke mig. Om ikke før, så håber vi i hvert tilfælde på en ikke alt for pinlig optræden til klubmesterskaberne midt i september.

Brugsen nåede vi aldrig over i og Aidan sov – helt som ventet – som en sten resten af dagen.

1000 tak for en rigtig god kursusdag. Vi glæder os til den næste 🙂

Comments are closed.

Kalender

august 2013
M T O T F L S
« jun   sep »
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  

Kategorier