Blog

Kategori: Agility

sep
24
På kursus hos Sarah i går

kategori: Agility
forfatter: Lone

Lene W fra MBS havde tilbage i juli arrangeret en træningsdag hos den regerende verdensmester i agility, Sarah, i går søndag fra 9-17. Vi var 9 ekvipager, der deltog.

Meteorologerne havde lovet 20 grader og solskin, men det lod nu vente på sig, til vi næsten var færdige. Men tørt var det, så ingen (større) klager…. ha ha

Kurset kom til at forgå på den måde, at vi hver især fik 30 minutters undervisning – først på en ren spring bane (faktisk ‘blot’ en del af en hel 20 forhindringers konkurrencebane). Om eftermiddagen var det så 30 minutters undervisning på en bane med felt-forhindringer (et spring blev blot erstattet af et A). Det var meget koncentreret, men på den måde blev det også rigtig godt for man fik virkelig lært det, som Sarah mente, at man skulle gøre! Det var rigtig godt. Jeg indrømmer, at jeg først var noget forundret over strukturen, men måtte indrømme, at det var effektivt. Der var ingen chance for at sige ‘ja ja’, som til træning – for så at lave den samme fejl/uhensigtsmæssighed i næste løb, som det ofte går til træning.

Lige inden frokost fik vi lige 2 ‘bonus’-løb, idet vi var 9 og ikke 10, så der var en ½ time til ‘fordeling’ blandt os alle. Det var meget godt, for ellers havde der været meget lang tid mellem vi var ‘på’.

Da jeg kom hjem fik Fabi lige lidt mad – og så sov han ellers resten af aftenen nede i kælderen…!!! SÅ træt var han at han ikke havde lyst til at være oppe hos os! End ikke natte-lufteturen havde han lyst til! Vildt – men sandelig også skønt.

kommentarer (0)

aug
8
Fabi blev MBS Klubmester 2007

kategori: Agility
forfatter: Lone

Ih, jeg er jo bagud med at få skrevet igen, men det har været så svært at få armene ned til tastaturet…… :-)
Forrige weekend skulle MBS’ årlige klubmesterskab afholdes og med vores manglede slalom-succes in mente skulle det ikke tage mig mange sekunder at svare ‘ja’, da Carina ringede om lørdagen og spurgte, om jeg ville med til KAF og træne lidt! Mon ikke jeg gerne ville det! Som sagt så gjort og Fabi fik da løbet et par gode slalom’er.
Næste dag var så DAGEN. Da vi havde sat banen op og gået banegennemgang kunne jeg lige nå op på den faste træningsbane og liiige træne en slalom eller 2. Jeg havde heldigvis taget en bue med og ‘boing’ – Fabi løb lige ind i den, da han først fik fart på.
Da vi så skulle løbe træningsløbet, løb Fabi den mest perfekte slalom, jeg kunne drømme om! Hvad kan man lære af det? Fabi skal bare lige ‘slå’ hovedet først på en bue :-) .
Dernæst gentog Fabi succesen i de 2 rigtige løb og voila, således blev han Klubmester for mellemhunde i MBS 2007.
Næste formiddag måtte jeg liiiige bruge lidt tid på at sende et foto, som Lene havde taget af os sammen med pokal og præmier, til kollegaer, venner og familie ! Sådan en succes måtte jeg bare lige prale med.

kommentarer (0)

jul
22
Fionia Cup 2007

kategori: Agility
forfatter: Lone

Så er vi kommet hjem fra Fionia Cup 2007. Vi drog af sted til Fyn i lørdags og kom hjem i går aftes, sent.
Fionia Cup blev afholdt på Ringe Idrætscenter – et fantastisk sted, der er svært at forestille sig mere perfekt til sådan et arrangement. Hvor har de det godt på Fyn! Ud over en fast lille campingplads og et vandrehjem, så kunne de inddrage nogle fodboldbaner til campingplads, så der var vist plads til alle dem, der ønskede at bo på stedet. Vi havde lejet en såkaldt luksus-campinghytte på Kongshøj Camping på Fyns østkyst, så dels havde vi eget toilet (ikke bad), eget køkken, udsigt over havet og så kunne vi hvile ører og sind fra de mange hunde, når vi var ‘hjemme’. Campingpladsen lå som sagt ved kysten og manglede ‘blot’ nogle lange stier/veje man kunne lufte hund på. Ellers var der rigtig dejligt.
Hvad agility angår, så havde Fabi desværre fået ’tilbagefald’, hvad slalom angår allerede i ugen op til afgang, så det blev en hård uge. Fabi er uomtvisteligt den hund, der har brugt flest forsøg på slalom! ak ak
Mandag var vi så heldige, at mange blev disk’et, så Fabi blev nr 4 ud af 17, så vi var til præmieoverrækkelse på trods af de ‘sædvanlige’ 15 fejl…. Jeg var så heldig, at vinde et gavekort til 45 minutters menneske-massage hos Wim !!! Lars mente, at jeg skulle aftale tid til massage, men så ville Lars dukke op i stedet for… meeen det endte altså med at jeg selv benyttede mig af gavekortet!
Onsdag vandt Fabi så en special-præmie for den langsomste, ikke diskvalificerede hund!!! Nu kan man jo ikke ligefrem kalde Fabi for langsom, men tiden løber jo, når man skal tage slalom 6 gange før det bliver rigtigt!!! Åh, jeg kan stadig grine af ideen med at lave sådan en præmie! Jeg synes, at det var rigtig sjovt. Charlotte fortalte, at nogle af de ‘rigtig’ seriøse var blevet fornærmet over at have fået sådan en præmie, men det siger måske mere om de personer end om arrangørernes idé….
Onsdag aften var den store festaften. Festen var planlagt til at starte kl 20 og omkring 20.30 begyndte der er komme mad. Vi sad i 2. række til at komme til fadene og da vi står i køen underholder Lars lidt med historier fra alle de atletikfester, som vi har været til, hvor der ikke har været mad nok…!! Lidt senere går køen helt i stå…… til sidst finder vi ud af at det er fordi, der ikke er flere flødekartofler. Nå herregud – jeg kan got leve uden flødekartofler, så jeg springer over og får kød og salat, så jeg da lige kan fjerne den værste sult. Så er det jeg overhører, at een af pigerne fortæller ham, der står for Fionia Cup, at restaurantens ovn er gået i stykker…… av av av! Den var værre. Til sidst finder restauranten ud af, at ringe til byens pizzaria og bestille et hav af pizzaer, så ingen går sultne hjem. Vi bliver alle lovet en gratis øl eller vand og børnene en slikpose som ‘plaster på såret’. Hvor var det synd for arrangementet.
Torsdag var hviledag fra konkurrencer. Lars, Fabi og jeg kørte til Egeskov slot, hvor vi havde en dejlig dag – og nu har vi sæsonkort, hvis vi skulle få lyst til at komme igen… Det fik man foræret i anledning af noget jeg aldrig rigtig fandt ud af, hvad var…
Efter de 3 første dages konkurrencer i den åbne klasse lå Fabi til at komme med i lørdagens finale! Utroligt i mine ører. Med ‘faste’ slalomfejl hører man ikke hjemme i en finale…. Fabi blev så disk’et i torsdagens åbne løb og desværre forstår jeg stadig ikke hvorfor. Lars tog foto’s og ikke video, så vi kan ikke selv checke efter. Dommeren fløjtede efter slalom, hvor jeg mente, at Fabi fik den rigtigt i 2. forsøg, men dommeren må have haft en anden mening. Nå, men det gode ved det var at så behøvede jeg ikke at bekymre mig om den finaleplads…
Fabi’s slalom-problemer fortsatte hele ugen, så vi fik ingen fejlfrie løb! Øv øv. Han gjorde det perfekt i mindst 9 ud af 10 løb på slalombanen, men ikke inde på banerne. Stort suk.
Lørdagens finaler var ganske underholdende, men klart mest underholdende var de små hunde! De sidste 3 ekvipager løb virkelig for at vinde og det endte med at den førende hund, en mini-puddel, vandt. Det var fantastisk at se. Mellemhundene var skuffende at se. Det var faktisk kun Jørgen Dreyman, der løb ordentligt og hurtigt, men desværre fik han feltfejl på balancebommen, så han vandt ikke. Der var 25 store hunde i finalen og det er svært at følge stillingen, når der er så mange hunde. Men også blandt de store hunde var der nogle, der i princippet ikke hørte hjemme i en finale. Een lavede dog så mange fejl og hunden endte med næsten ikke at tage nogle forhindringer i den rigtige rækkefølge, at det burde have udløst en præmie for bedste underholdning. Det var underholdende, og det var rigtig dejligt at se en fører, der ikke blev sur på sin hund, men i stedet morede sig over den og ikke mindst med den.
Vi drog hjemad så snart finalerne var løbet, så vi var ikke med til præmieoverrækkelsen. Til gengæld nåede jeg lige en godnat-luftetur med Fabi, mens det var nogenlunde lyst og så var det ellers til køjs og sove for en hel uge.
Vi havde en hyggelig uge i det fynske. Vejret kunne man ikke ønske sig bedre. Vi fik regn et par nætter, men dagene har været tørre. Med den sommer vi har – og med de 50 mm regn, der er lover i dag søndag, kan jeg kun sige, at vi har været ufatteligt heldige med vejret.

kommentarer (0)

jul
5
Livet er atter skønt

kategori: Agility
forfatter: Lone

Ih altså, til agility-træning de sidste 3 gange har Fabi taget slalom super fint. Jeg er bare den lykkeligste pige i verden. Tænk, hvis ca. 13 måneders frustrationer er overstået. jubiii
På toppen af det er vi lige kommet med på et agility-kursus på søndag og det afholdes endda hos Kate & Knud, så jeg får også set hvordan de bor. Jamen, så er det jo svært at være alt for deprimeret selv om det er kedeligt regnvejr udenfor.

kommentarer (0)

jun
23

Vejrudsigten lovede 11 mm regn, så den taske, der blev pakket fredag aften var med 2 sæt regntøj, 3 par strømper, 2 t-shirts osv., så jeg kunne skifte til tørt mellem løbene… Da jeg vågnede 10 min før vækkeuret skulle ringe, kl. 5.50, var det strålende solskin. Herligt. Op, lave kaffe til termokanden, pakke det sidste, i bad, ud at lufte Fabi en hurtig runde på Borrebakken, lige en lynvisit til bageren (ahhh) og så ned og hente Carina til aftalt tid 7.30. Carina sad klar ved bilen – dog uden hunde! Hun nærmest sprang ind i bilen, hundene skulle blive hjemme pga den dårlige vejrudsigt og så fordi stævnet i dag ville blive afholdt med 3 konkurrence-ringe i stedet for de normale 2, så vi ville være tidligt færdige. Af sted vi kører og da vi kommer til ‘Toms’krydset i Ballerup ærgrer jeg mig lidt, idet jeg for sent ser billig benzin på den modsatte side af krydset og der kan jeg ikke komme over. Carina siger, at den næste tankstation oftest har samme pris, så jeg holder bare til venstre. Prisen var endda morgenens absolut billigste benzin på strækningen fra Lyngby til Ølstykke! Sikken start på dagen.
Ved ankomst til skolen siger erfarne Carina, at jeg skal køre op bag ved hallen for der er en p-plads – og minsandten om ikke der var masser af pladser – ikke selv om – men nok mere fordi flertallet havde panik-parkeret langs vejen straks de kom til skolen. Således fik vi en meget fin parkering lige ved stien ned til græsplænerne! Endnu en god ting.
Da vi skal finde plads til Carina’s telt ser jeg et ledigt hul ved siden af Kate. Jeg løber derover – og ja – Poul mfl. fra KAF havde netop flyttet et telt, så der var ledigt. Jeg LØB tilbage efter sækkevognen og vups – vi var kun lige startet med at pakke teltet ud, da Birthe fra KAF kommer ærgerlig forbi og fortæller, at den plads havde hun lige udset sig, men hun var faldet i snak! ÅÅH, sikken en dejlig dag.
Efter teltopslagning køber jeg lige et program og dernæst slår jeg mig ned i Kate’s telt med kaffekande og rundstykke med ost. I programmet kan jeg se at der er 1-1½ time til jeg skal løbe, så det bliver til 2 kopper kaffe og hele rundstykket. Ingen nervøs mave, men bare dejlig stemning! Ahhh.
Som morgenen skred frem blev det dog også overskyet i Ølstykke og vi fik også lidt dryp, men ingen tordenskyl.
Første løb er AG-Åben. Carina hjalp med banegennemgang og det blev en god plan. Fabi skulle blot have 3 forsøg til slalom og så var der liiiige 2 felter, han ikke havde tid til at løbe ned over…, så det blev til de efterhånden sædvanlige 4 fejl, der giver 20 fejlpoint! Nå, men det gode var, at anti-tyvstartstræningen på det sidste har hjulpet lidt, så det lykkedes mig at nå at rejse mig helt op og lige stå et sekund eller i hvert tilfælde en brøkdel af et sekund, inden vi løb! Hvor godt!
Næste løb var AG1. Her hjalp Carina også og det lykkedes at lave en plan, der lød plausibel, men det var ikke nogen helt nem bane, som Carsten havde lavet. Det blev bevist ved, at ingen små hunde kom fejlfrit igennem. Det blev vores tur og iflg. ellers pålidelig kilde, dommersekretæren, så skulle det kun være blevet til 2 fejl – 10 fejlpoint. Det var et ekstra forsøg på slalom og så nok et felt….
Sidste løb var Spring Åben. Carina havde fortalt dem, at jeg løb AG1, så jeg og to andre (der iblandt Kate) fik en separat banegennemgang. Carina var blevet disk’et med Enzo, så hun kom løbende og mente, at jeg skulle prøve at handle Fabi anderledes end hun havde gjort for at slippe bedre igennem. Det var en god plan for Fabi kom igennem – desværre skulle der 3 forsøg til slalom før det lykkedes, men skidt med det. Ingen tyvstart, fin styring af Fabi undervejs, så skidt med det slalomproblem for denne gang.
I mellemtiden brød solen igennem og det blev det lækreste solskinsvejr. Dagen sluttede med kaffe, morgenens indkøbte chokoladebolle og ikke mindst den medbragte meget sunde Vægtvogter-inspirerede frokost! Derefter hjem sammen med 2 x 20 kg hundefoder, som Carina havde købt igennem Birthe.
Sikken dejlig dag. Det er godt nok ærgerligt at vi ikke kan være med til stævnet i morgen pga svigermors fødselsdag – men familien skal jo også passes engang imellem….!! :-)
PS: Tordenvejret kom til Lyngby sidst på eftermiddagen! Så meget regn, at Lars og jeg måtte ud og skovle vand op af vores kælderskakt for at skåne døren!!

kommentarer (0)

jun
20

Det blev (heller) ikke denne weekend, de store triumfer skulle fejres selv om noget da gik fint. Slalom blev taget i 3. forsøg i dagens første løb, AG1, men der var desværre også 2 feltfejl, så det blev til 20 fejl-point ialt. I næste løb, der var SP2, løb Fabi som en drøm, men desværre skulle der 2 forsøg til slalom, så 5 fejlpoint og en 6. plads. Der var præmier til de 5 første, så det var rigtig ærgerligt!
Dagens Spring-Åben var en fantastisk spændende bane. Jeg havde været manuel tidtager for 103 store hunde først og dermed set, hvor mange problemer de kunne have og var yderst spændt på at se, hvordan det ville gå med Fabi. Desværre er jeg ikke helt skarp nok til at få Fabi over i slalom, så han ender med at tage et spring, han ikke skulle have taget, først. ØV. Det var ellers sådan en spændende bane. Så det løb samt AG Åben, der også var yderst udfordrende, endte begge med diskvalifikationer.
Ellers en god dag og vi var vel nok heldige med vejret. Lidt torden og regn om eftermiddagen, men det var ikke at regne for noget sammenlignet med lørdagen, hvor vi havde flyttet og bygget baner.

kommentarer (0)

 Forrige 1 2 ...9 10 11 ...15 16 Næste

Kalender

maj 2012
m ti o to f l s
« apr    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  

Kategorier