Blog

Kategori: Agility

maj
14

Med nogen spænding vedr. såvel Fabi’s resultater som vejret drog vi af sted tidlig lørdag morgen til Hvalsø. Heldigvis artede vejret sig nogenlunde – vi fik en enkelt byge om eftermiddagen og bedst som mange havde fundet i regntøjet, klarede det op… Nå, det skal man ikke klage over – dagen sluttede med det skønneste solskin igen.

Jeg havde aftalt at dele telt med Annette, men da hun havde holdt børnefødselsdag om fredagen, så havde jeg taget mit eget telt med – just in case. Fra sidste år kunne jeg huske, at der var en høj skrænt, og jeg havde tænkt, at det kunne være godt at have sit telt deroppe for så kunne man overskue hele området. Da jeg ankom ca. 7.45 var alle andre pladser taget, men ikke oppe på skrænten, så fluks fik jeg sat telt op.

Resultatmæssigt lærte jeg at træerne ikke vokser ind i himlen, så det blev til diskvalifikation i de 2 åbne løb, ingen fejlfrie løb, men heldigvis en 3. plads i AG1 og en 4. plads i SP1, så vi fik da lov til at komme til præmieoverrækkelse hele 2 gange på een dag! Herligt. Jeg havde ikke regnet med at vore løb kunne give præmier, men det er jo sådan at Fabi er så hurtig, så hvis ikke der er mange fejlfri, så er vi oftest hurtigst blandt dem med fejl, og sådan gik det også i dag. Mugge var heldigvis ved den første præmieoverrækkelse og fik mig kaldt hele 3 gange over højttaleren, idet hun jo vidste at jeg var til stede og hun syntes at jeg skulle have lov til at modtage præmierne selv. Jeg havde bare lige været ude at lufte Fabi….. Vi fik en pokal samt et gavekort til Olivers, der skulle indløses samme dag på stedet. Det var faktisk en rigtig god ide, idet vi så selv kunne bestemme om vi ønskede hundemad eller guffere. Jeg valgte gufferne – vi har jo 15 kg hundemad fra opvisningen i Fælledparken, som det vil tage Fabi resten af året at spise sig igennem….

Det var som næsten altid nogle rigtig ærgerlige fejl vi lavede – nogle gange var det tunnel-indgange – som sædvanlig …. Jeg talte med Annette om det, og hun sagde, at det kan Geena og Gucci også have problemer med – så vi enedes om at det nok er genetisk…. Det er altid rart med en undskyldning, der ikke altid er føreren… ha ha.

I AG1 var det kun den første feltforhinding, bommen, der gav fejl. Jeg forsøgte at løbe ALT, hvad jeg kunne, for at være fremme, når Fabi skulle af den, men det var altså ikke hurtigt nok! Det var lykkedes til træning i tirsdags, men ikke i går. Resten var fejlfrit, så jeg synes nu, at det går fremad med os.

Banerne denne dag var ganske udfordrende, hvilket jo godt kan være lidt træls, når man drømmer om fejlfrie løb, men til gengæld var de meget spændende og jeg ærgrer mig stadig gul og grøn over, at vi ikke klarede dem. Det er ingen trøst at rigtig mange blev diskvalificeret og altså ikke kun os. Det havde bare været så lækkert at kunne gennemføre dem. AHHH – vi må træne noget mere – og specielt på felter, tunnelindgange og så hvor jeg ‘snurrer rundt’ og skal have Fabi med rundt. I går løb han på bagsiden af mig, hvor han skulle fra en slalom og ind i en tunnel under SP Åben.

Kommentarer lukket til En 3. og en 4. plads i lørdagens Hvalsø Cup

maj
7

Ovenpå en nat, hvor det var svært at sove med ‘armene over hovedet’ på grund af lørdagens succes, så var forventningerne lidt store til dagens konkurrencer.

Vi startede med en Agility Åben klasse, der havde nogle – for Fabi – svære tunnel-indgange og det kom da også til at give vægringer. Carina sagde senere, at jeg først havde sagt “tunnel”, da han nærmeste var inde i dem, så det er måske ikke så sært, at han er usikker! Det må jeg træne på i de kommende uger. Da vi så har 2 fejl, så tager jeg ikke en sikker slalom, men lader ham bare spæne af sted – desværre med det resultat at han springer den første pind over, får en fejl og så bliver summen lige pludeselig 3 fejl og en diskvalifikation er resultatet. Øv – jeg havde glemt det med at 3 fejl giver disk’ninger. Nå, bedre held næste gang….

Næste løb var Spring klasse 1 og jeg prøver at lave et ‘sikkerheds’løb a la lørdagens – med store buer og endda med mig på ydersiden af flere af dem….!!!! Vi kunne nok have sparet en hel del sekunder, hvis ikke jeg var løbet yderst, men resultatet fornægtede sig ikke: Fejlfrit igen og denne gang får vi så endda en af de så eftertragtede ‘pinde’, som man skal have 3 af for at rykke op i næste klasse! JUBIII.

Dagens sidste løb var et Spring Åben løb, der startede lidt svært for os. Mah-Britt Crone var så sød at hjælpe mig til sidst i banegennemgangen og gav et – uden tvivl – rigtigt råd – jeg var bare ikke rigtig i stand til at udføre det, da det blev vores tur. Det betyder, at jeg er 2 spring bagud, da Fabi skal tind i slalom’en og det er han ikke øvet nok til endnu. Øv, hvor var det ærgerligt. Sidste fejl kommer ikke ved den svære tunnel-indgang, men den nemme, der er en lille og lige tunnel! Carina fortalte bagefter, at jeg havde rigtigt peget med hånden, men så taget hånden ned inden Fabi er inde i tunnellen og så tror han ikke, at han skal have den alligevel. Stakkels Fabi – han må ønske sig en ny fører engang imellem…..

Nå, men skidt med det. Vi har aldrig før fået fejlfrie løb, så intet kan ødelægge weekendens succes – heller ikke lidt solskoldninger, som jeg nu skal have plejet lidt……

Kommentarer lukket til Første fejlfri Spring klasse 1 løb i dag søndag

maj
7

Jubiiii, så skete miraklet. I dag løb Fabi sit første fejlfrie Spring Åben løb! Det var ikke nogen nem bane, men jeg valgte at handle med at sende Fabi ud på nogle lange løbeture, så jeg kunne nå at placere mig rigtigt, inden han fik vendt og kom tilbage.. Taktikken virkede! Jubiii. Fordi Fabi løb så lange buer, så rakte tiden ‘kun’ til en 7. plads – lige præcis uden for placeringsrækken. Men hvad betyder det, når det er det første, helt rigtige fejlfrie løb vi laver? INGENTING. Og så betyder det endda at det ene af de to krævede fejlfrie åbne løb, der er adgangskravet til DM, er hjemme. Wauw !

Senere på dagen sluttede vi med et Spring klasse 1 løb og her var det lige ved at lykkes igen. Men altså kun ligeved.

Kommentarer lukket til Første fejlfrie åbne Spring løb lørdag 6. maj 2006

maj
1

Årets første udendørs AG-konkurrence blev afholdt i går ved Tårnby skole, Amager. Vejrguderne var desværre ikke i godt humør, så indtil ca. kl 18 var det også en konkurrence i at undgå at blive for kold. Stor var min og andres misundelse over dem, der havde taget en lille gasovn med i teltet!!

Jeg må tilstå, at jeg havde glemt, at Fabi ikke blot starter som en raket, men som et lavt-gående krydsermissil, så starten i AG1 blev lidt kaotisk og da bommen allerede var 3. forhindring og Fabi var langt foran mig, fik jeg i nervøsitet sagt ‘søge’ alt for tidligt med det resultat, at det havde Fabi glemt, da han kom til enden af bommen og så fik han en feltfejl. Det var nok det eneste felt, hvor jeg ikke havde ventet det, idet det er gået så godt i vintertræningen. Øv. Nå, men desværre blev det også til slalomfejl, så resultatet blev 10 fejl-point ialt. Det gav en 9. plads ud af 24 hunde.

Næste øvelse var SPÅ, hvor der var en lidt svær tunnel-indgang og der fik jeg vist kaldt på Fabi, der ellers muligvis havde taget den rigtigt og så fik vi en vægring. Ulykkerne sluttede desværre ikke med det for jeg fik så ikke stillet mig rigtigt ved udgangen og så endte det vist med at han tog et spring og et flyv bag min ryg, men da jeg ikke havde set det kaldte jeg ham tilbage og så fløjtede dommeren. Så var det løb slut. Resten af banen gik fint, men sådan er det jo tit….

Næste øvelse var SP1, og da såvel Karsten som Carina mente, at jeg havde løbet for langsomt i AG1-løbet og SP1 banen var en rigtig løbebane, tænkte jeg, at NU skulle jeg bare løbe alt, hvad jeg kunne! Fabi og jeg var ude at varme op i den helt store stil med at løbe frem og tilbage, så vi var garanteret varme, da vi skulle til at løbe. Det gik også rigtig godt med at løbe (vi fik ros bagefter!), men desværre handler jeg ikke helt optimalt i en ‘mølle’, så jeg ender med at skulle skifte bag Fabi, der løber slalom og det resulterer i hele 2 slalomfejl, inden han får taget den rigtigt. Det var godt nok ærgerligt! Hvad kunne det dog ikke være blevet til i det løb? Vi endte på en 7. plads ud af 48 hunde.

Nå, men herefter ventede vi i 3-4 timer på at komme til at løbe det sidste AGÅ løb og da det endelig blev vores tur var jeg vist alt for træt og begik en dumhed ved at lave om på min handlings-plan bedst som jeg står og skal til at starte. Resultat: Fabi tager ikke tunnellen og så afbryder jeg og slutter for den dag.

Vi håber på bedre held og ikke mindst vejr næste weekend i Hillerød. Indtil videre ser det da lovende ud hos DMI…

Kommentarer lukket til Så fik vi startet årets AG-konkurrence-sæson

apr
23

I dag var vi med i en AG-opvisning på grusbanen ved Trianglen i København. Vi var blevet inviteret af Tina-Maria på vegne af Hundeklubben Lyngby.

Det viste sig at være et større arrangement, der var startet med fælles lufte-ture af forskellig længde for hundeejere samt deres hunde. Når de kom tilbage til pladsen, så stod dyrlægerne i telte og var klar til dels at give gaver til alle de deltagende hunde samt førere og ikke mindst veje hunde og tale med ejerne. Derefter kunne man gå videre til andre telte, hvorfra der blev serveret the/kaffe og wienerbrød. Der var også en stand med en dyrlæge, der kunne fortælle om massage og akupunktur til hunde. Specific hundefoder havde også en stand, hvorfra der blev uddelt vareprøver samt smarte små røde tasker til hundeprutte-poser.

Dagens sidste punkt på programmet var opvisninger. Først var det Glostrup Politi’s hundeafdeling, hvorfra 2 førerer med hunde, viste dels lidt lydighed og dels lidt rigtig politihundearbejde med at finde tabte/gemte genstande (politi-stav, håndjern (der lige blev åbnet først af hunden – dog uden brug af nøgle!), guffere (endda nedgravede) samt forbrydere. Jeg fik lov til at være den første ‘forbryder’. Jeg skulle gemme mig i et buskads, hvorefter hunden kom og fandt mig. Den stod lige så fint lidt fra mig og gav hals! Det var faktisk ganske sjovt at prøve og ikke spor skræmmende. Men jeg huskede også ikke at bevæge mig før politimanden var til stede og sagde, at jeg måtte…!

Herefter var det tid til agility-opvisningen. Vi havde bygget 2 små knock-out baner (2 spring, en 4-pinds slalom, et sping og en tunnel), der skulle løbes frem og tilbage. Vi var 6 hunde, alle af forskellige racer, og der var 2 i hver størrelse (lille, mellem og stor). Vinderen af henholdsvis lille og mellem skulle konkurrere mod vinderen af stor klasse og dagens samlede vinder blev Linda Stern med Talia. Vi blev alle begavet med ikke mindre end 15 kg Specific hundefoder for at stille op. Det var godt nok en imponerende gave, som Fabi uden tvivl vil nyde at tygge sig igennem.

Dagen sluttede med, at deltagerne kunne prøve agility-banen med deres egne hunde under Tina-Maria’s kyndige vejledning og det var der mange, der prøvede.

Alt i alt var det et meget fint arrangement, som dyrlægerne havde lavet og som man godt kan holde øje med til (næsten) samme tid næste år.

Kommentarer lukket til Dyrlægernes årlige Hunde-Velvære-Dag

apr
17

Ikke nok med at Fabi løb sit 2., 3. og 4. fejlfri løb nogensinde til træning i søndags, men vi blev også inviteret med til en AG-opvisning på søndag d. 23/4 kl. 11.30 i Fælledparken (grusbanen ved posthuset ved Trianglen) !

Kommentarer lukket til Inviteret til AG-opvisning i Fælledparken

 Forrige 1 2 ... 14 15 16 17 18 19

Kalender

oktober 2018
M T O T F L S
« apr    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  

Kategorier