Jamen altså, nu må vi vist snart gøre alvor af at flytte til Jylland for sikken det da går, når vi tager til stævne i den dejlige friske luft derovre

I Norge blev vi spurgt om vi havde meldt os til DKK Viby’s maxi Zoo Cup ‘s 2. afdeling. Det havde vi ikke for Norge skulle egentlig være sæsonens sidste løb – dels pga. Fabi’s skulder og dels pga. min hæl, der gerne snart skal opereres. Meeen, så gik det jo så godt den sidste fredag i Norge, så da vi var kommet hjem om søndagen checkede jeg lige hvad sidste tilmeldingsdato var og gylp! Der var kun godt en time tilbage af tilmeldingsfristen. I ren panik skyndte jeg at melde os til….

Fredag oprandt og vi kørte af sted ca. 13.30. Trafikken var til at overskue – heldigvis var det stadig ferie, så vi kom frem til Scandic hotellet i Århus Vest ved 17-tiden. Vi checkede lige ind og kørte derefter ud til stævnearealet for at sætte vores telt op,  så vi ikke skulle bekymre os om det lørdag morgen. Der emmede af aktivitet med opsætning af alle teltene til stævneafviklingen og specielt det store mad-telt. Fabi fandt sin første stævne-kæreste, en brun border collie tæve. Bare dejlig og det var gensidigt!

Til sidst fik vi luftet Fabi en lille tur og så tilbage til hotellet for at få en hurtig middag og så ind på værelset og se atletik fra Stockholm. Vores fortid fornægter sig ikke helt…

Op kl. 7.00 lørdag. Et hurtigt bad, en lille-bitte luftetur for Fabi på p-pladsen, morgenbuffét og så af sted til stævnet, der startede kl. 9.00.

Første start for os var Spring klasse 2 og voila – Fabi tog slalom i første forsøg og vandt Det medførte ‘pind’ nr. 2 og så var det at Yvonna fortalte, at man i Danmark havde ændret reglerne så ‘pinde’ fra udenlandske konkurrencer nu tæller med – og det var jo rigtig ærgerligt for Fabi fik en ‘pind’ i Norge, men vi fik den ikke skrevet i resultatbogen, idet vi troede at det var lige meget. Nå, men som Thorleif sagde, så måtte jeg jo bare vinde den sidste ‘pind’ i eftermiddagens løb og så var den hjemme.

Dagens sidste løb var så atter et spring 2 løb. Der lyder et større ‘brag’ og jeg bander ærgerligt over at jeg måtte have sat Fabi for tæt på første spring siden han river ned…. Nå, men det må man jo ikke lade hunden mærke så vi suser gennem banen og på den sidste langside hører jeg at Thorleif råber: “Kom så Lone – løb!” Jeg gør hvad jeg kan og vi kommer i mål. Jeg ser over mod første spring og ser lidt overrasket at pinden stadig ligger der! Så må jeg rundt og spørge om nogle har bemærket om den faldt ned eller hvad og til min kæmpe glæde fortæller Laila at det var den ikke og at det var derfor at hun havde råbt til mig. Desværre måtte jeg tilstå at jeg ikke havde bemærket det. Men det var jo super duper godt for så var vi fejlfri og hvis vi var blandt de 3 første ville vi også få vores sidste ‘pind’. Vi blev nr. 1, så den var bare god nok! Så vi sluttede vores 11 års bryllupsdag med at Fabi rykkede op i spring klasse 3. JUBIII. Det gik bedre end den gang for 10 år siden, hvor jeg skulle prøve at kvalificere mig til VM-finalen på 800 m og ikke hvade kræfterne til det…. Det var dejligt for den oplevelse har været lidt træls at leve med i 10 år. Nu har jeg en ny og GOD oplevelse i stedet. MEGET bedre

Mere om Viby-stævnet inklusive foto’s og mange videoer i rigtig video-kvalitet følger de næste dage !

Se foto’s fra Norge under Multimedia -> Fotos og video af vores fejlfrie Spring 2 løb under Multimedia – Videoer.

Medio forrige uge startede Lars og jeg for alvor forberedelserne til ferien i Norge med indkøb af plastik-tallerkner, krus, bøger, ekstra strømper, badetøfler til brug i baderummet og så forresten også lige et lille køleskab, der kan køre på såvel 12 som 240 V samt en TV-adaptor til PC’en

Da Søren og familien rejste allerede 06.45 fredag morgen, havde vi aftalt at køre allerede fredag og så tage en overnatning i Sverige for at dele de mange kilometre op i to dele. Afgang fra Lyngby var estimeret til 11.00 og det klarede vi lige indenfor det akademiske kvarter….

Vi kørte næsten lige om bord på en færge i Helsingør, så dér indhentede vi det kvarter… I Helsingborg kørte vi ind til tolderne for at deklarere Fabi, men der var ikke nogle toldere… Mens jeg forsøgte at ringe til det telefonnummer, der stod på deres låste dør, dukkede der dog et par stykker op og den ene læste høfligt Fabi’s papirer og ønskede os god ferie. ‘Sjovt’ nok var der ikke andre af alle de andre hundeejere, der var holdt ind hos tolderne…..

Lars kørte de ca. 450 km til Tanums Gästgiveri i 1 stræk. Vi var fremme sidst på eftermiddagen. Købte nogle håndklæder til Fabi i den lokale ICA, idet jeg havde glemt sådan nogle og det øs-regnede. Derefter checkede vi ind, luftede Fabi og fik så lidt mad i restauranten. At falde i søvn var ikke noget problem!

Næste morgen var det op og lufte Fabi igen. Spise en masse mad til morgen buffeten og så lige en shoppetur i supermarkedet, så vi havde noget mad i Norge.

Så af sted til Strömstad, hvor vi havde en lille time inden vi skulle checke ind, så vi kørte lige en tur gennem byen og luftede Fabi ved nogle nybyggede lejligheder ned til fjorden. Rædselsfuld arkitektur set fra bagsiden, men utrolig flot på forsiden!

I den time vi skulle vente på færgen, smurte Lars lige vore sandwich og jeg luftede Fabi noget mere.

På færgen måtte hunde kun være i hunderummet, som det heldigvis var 4 af. Hunderummene var på soldækket på 9. dæk. Lars valgte det andet, vi kiggede ind i, og det var nogle helt ok hunde at dele det med, så sejlturen gik fint.

Da vi ankom til Norge holdt vi atter ind hos tolderne, men igen var alt låst og slukket, så vi kørte igen uden at have vist papirer. Hvis de vil se papirer, så må de også være der!

Turen til Arendal skulle tage 2½ time iflg. vores kørselsvejledning og det viste sig at holde stik, idet en grøn E18 vej ikke nødvendigvis er en motorvej, som jeg ellers havde troet hjemmefra… Nå, men skidt med det for det var en utrolig smuk tur langs fjeld og over fjorde. Vi kørte gennem mange tunneler og den ‘sejeste’ oplevelse var, da vi kørte fra en lang tunnel ud på en flot og lang bro i mindst 100m højde og derefter direkte ind i endnu en tunnel

Vi ankom til Hove Leirsenter kl 18.20. At melde sin ankomst tog den tid, som den slags nu tager, men at få nøglen til værelset tog lang tid for alle hjælperne holdt møde. Nå, men efter en ½-1 time og en rasende lille svensk mand, der havde kørt siden kl. 05.30 om morgenen og derfor ikke kunne acceptere at skulle vente på sin tur i køen (jeg turde desværre ikke sige til ham, at han skulle have taget en overnatning lige som os…), fik vi endelig nøglen. Vores ‘hytte’ var ikke indtegnet på kortet, men vi fandt den. Pyha – den tidligere tyske militærlejr fornægtede sig ikke. Værelset og gangen lugtede noget mystisk (ikke dårligt), men den lugt forsvandt – eller blev den blot erstattet af velkendt hundelugt ?

Køkken og badeværelser var heldigvis renoveret siden krigen, men jeg tror at sengene var de originale – dog med nyere skummadrasser Desværre kunne TV-adapteren ikke finde et signal, så det blev en uge uden Tour de France. Vi talte senere med dem fra campingpladsen og på trods af deres almindelige fjernsyn, kunne de heller ikke finde et TV-signal, så vi var åbenbart bare langt væk fra civilisationen.

Så vidt jeg kunne se (der var nemlig ikke et stævneprogram sat op eller sendt ud) , så skulle Fabi ikke starte i nogle af ringene, så vi skulle ikke ultra-tidligt op søndag morgen.

Søndag morgen var det klasse 3 og ikke klasse 1, der startede, så vi kunne være sovet endnu længere. Første løb var en katastrofe. Umiddelbart kunne jeg så have håbet, at jeg blev så gal, som jeg blev i Viby, men desværre nej, jeg mistede ‘blot’ al selvtillid. Så ingen større forbedringer den dag.

Mandag morgen startede det med at regne 15 minutter før konkurrencerne startede og så øs-regnede det hele formiddagen. Heller ikke den dag blev det rigtig godt med selvtilliden og deraf resultater.

Tirsdag var det tørvejr. Dagens andet løb var spring 2 og de andre danskere havde alle løbet fejlfrit og var SÅ glade. Så kom vi og blev disket Nu var det næsten ikke muligt at blive mere deprimeret.

Onsdag var det heldigvis hviledag og vi blev inviteret med DKK Viby’erne på køretur til fjeldet. Vi mødtes alle kl 10 på p-pladsen og kørte af sted. Så var det bare lige det, at den planlagte vej til det ønskede fjeld var spærret, så vi prøvede en anden, men heller ikke den, var der held med. Så prøvede vi et andet fjeld, men der var ikke nogle officielle stier, man kunne gå på. Vi havnede for enden af en vej, hvor der blot var en bolig med en bil fuld af skudhuller, så vi vendte ‘diskret’ om og kørte derfra igen i en fart. (Det var ikke lige nu at vi skulle fortælle om den danske psykolog, der arbejde i Norge, som vi havde talt med en aften… Han fortalte at Sydnorge har den dårligste statistik i alt: Kriminalitet, mangel på uddannelse, misbrug af alle slags osv.). Til sidst holdt vi blot ind, stod ud og luftede hundene hen ad vejen. Vi var så heldige at finde en lille stikvej ned til en bjergsø, hvor nogle af hundene fik lov at bade, og de, der ikke fik lov, gjorde det bare alligevel… Da vi kom tilbage til bilerne skulle hundene tørres. Lars tager en klapstol og sætter sig mageligt tilrette midt på vejen og sukker: “Nu skulle man bare lige have en kop kaffe”. Vupti – Elisabeth snupper en termokande og en kop – og Lars får en kop kaffe!! Der blev Lars alligevel noget overrasket

Derefter går turen til nærmeste større by, hvor vi efter nogen søgen, får parkeret de 3 biler. En lille gåtur ned ad gågaden til havnen, hvor vi ender på en dejlig restaurant og bestiller frokost. Vi ser lige at den stakkels servitrice får spildt et antal store sodavand. Vi bestiller, maden kommer. Desværre en portion for lidt, så kokken må liiiige lave een mere i en fart. Da det er tid til at betale er der fejl i regningen, “men ellers gik det godt, fru Kammerherreinde” Vi fik så meget mad, at ingen er sultne mere den dag.

Næste dag gik det bedre med agility’en. Humøret steg og resultaterne blev bedre. ‘Kun’ nogle rigtige dummerter gjorde, at vi alligevel blev diskvalificeret. Lars optog video med vores lille foto-apparat og på den ene sad Thorleif lige ved siden af. “Lone – du er en skovl, du er” kan høres lige så tydeligt på videoen, da jeg glemmer at kalde på Fabi, idet han kommer ud af en pose og derfor tager springet foran ham og ikke det, som står 90 grader til højre for ham, hvor jeg står… AK AK. Nå, men løbene var ellers rigtig gode, så humøret er stadig højt.

Fredag er sidste hele dag og heldigvis løber vi rigtig godt. Vi får et fejlfrit Spring 2 løb (se video under Multimedia – Video) og desværre en vægring i AG1 løbet, hvor Fabi ellers får de 3 felter. Bittert. Men skidt med det for jeg skal til præmieoverrækkelse i Spring 2 løbet, hvor vi får en 2. plads. Til min store overraskelse skal vi også til præmieoverrækkelse i AG1, idet vi får en 3. plads.

DKK Viby har tidligere på dagen været ude og købe et nyt tågehorn, så de er klar til at larme til præmieoverrækkelsen !! De medbragte også et kæmpe Dannebrogs-flag, så vores lille bitte blev ikke brugt.
Så der blev larmet efter alle kunstens regler

Efter et fællesfoto gik vi hvert til sit for at begynde at pakke til hjemrejsen.

Lørdag havde meteorologerne truet med 25 mm regn, så vi var glade da vi stod op og det kun dryppede. vi var så optimistiske at gummistøvler blev pakket i bilen og ikke taget med i tasken…. Men glæden blev kortvarig. Senere begyndte det ikke blot at regne, det styrtregnede Det eneste positive der var i det var, at mange undlod at løbe, så jeg nåede at løbe et spring 2 løb inden vi skulle haste ud i bilen for at køre mod færgen til Sverige. I det regnvejr skulle vi have noget ekstra tid at køre i !

Vi nåede frem til færgen 50 minutter før tid uden panik. Dog oplevede vi endnu engang at organisation vist ikke er nordmændenes stærke side. Der var slet ikke plads til alle bilerne ved færgen, så de må have holdt hele vejen gennem byen….. Bilerne var ikke sorteret efter højde, så da de skulle køre om bord på færgen var det 1 fra den række og så en fra en anden række… Altså !! Det er godt at de har fået deres eget kongehus deroppe Vi var således ½ time forsinket og desværre holdt vi også på det øverste dæk, der først kunne sænkes ned, når det underste dæk var tømt, så vi kom også sent fra færgen. Jeg havde heldigvis sagt til hotellet at vi kom med den sene færge, så vi kunne stadig få vores værelse. Hotelejeren grinte og sagde, at det var helt normalt. Der var endda nyt personale for tiden, så dagen forinden havde de læsset en fyldt Coca Cola-lastbil og så en masse biler, men så blev der slagside og de måtte tømme og starte forfra…..

Vi fik et dejligt bad og så lavede vi lige en kop te i vores medbragte vandkedel. Vi lå på vores springmadrasser og læste bøger og nød at være tilbage i mere ‘civiliserede’ omgivelser.

Næste morgen skulle vi spise al den morgenmad vi på nogen måde kunne uden at revne, idet de havde sat prisen på værelset op med nogle hundrede kroner…. Som sagt så gjort

Derefter var det tid til en sidste indkøbstur i det lokale ICA supermarked for dels at få noget mad med hjem og dels spare lidt penge nu den svenske krone er så billig.

Et enkelt frokost-stop blev det til og vi var heldige med vejret. Kort tid efter fik vi lige endnu en byge af den store slags. Da vi kom til færgen i Helsingborg, så vi, at der var nogen, der kørte om bord. Lars slukkede motoren og sagde, at nu mangler vi lige at køre om bord. Vupti, så kunne han starte motoren igen og køre om bord! Med vores nye Bizz-aftale var vi garanteret plads!

Så vi nåede lige hjem til den sidste og afgørende stigning på dagens Tour de France etape. Herligt at være hjemme, hvor der var et TV.

Nu er alt vasket og næsten også lagt på plads og tilbage er minderne fra en fantastisk tur med en masse oplevelser. Herligt! Dén tur var lige, hvad jeg havde ønsket mig. Nå, så ok da – ja en enkelt eller 2 flere præmieoverrækkelser havde været sjovt, men skidt med det nu det hele endte godt.

Efter 1.381 kørte kilometre er vi nu hjemme igen efter en super hyggelig ferie i Norge. Turen til Norge gik gennem Sverige med en enkelt overnatning i en lille by tæt på Strömstad, hvorfra færgen til Sandefjord i Norge gik.

1000 tak til alle danskere – specielt alle Viby’erne – for den dejlige ferie !! Hvor har det bare været dejligt at være på tur sammen.

Mere vil følge her på siden i de næste dage inklusive foto’s og en enkelt video af vores fejlfrie løb får forhåbentlig også sneget sig ind…..

I dag var det tid til afholdelse af HH’s Hill’s Cup 2009. Vi hjælpere skulle mødes allerede kl 7.30 klar til at hjælpe, så ikke blot skulle hundene være luftet inde – man skulle også være flyttet helt ind i teltet. Så da jeg vågnede ca. 05.20 var det ud af sengen !

Jeg skulle starte med SP2. Desværre var jeg lidt stresset inden starten, idet jeg skulle til briefing i ringen, samtidig med at jeg skulle gå bane, men det var nu helt unødvendigt for starten trak lige ud et par minutter, så hvis jeg havde tænkt mig om, havde jeg kunnet nå alt jeg ville…. Nå, vi fik en fin start, men desværre var min hjerne helt ‘blank’, da Fabi kom ud af tunnelen! Jeg anede ikke, hvor vi skulle hen Det kostede en vægring for Fabi var løbet hen til slalom, som var næste øvelse. Tænk – jeg skulle bare have sagt ‘slalom’. SUK.

Nå, men helt ringe var det ikke, for vi blev nr. 2 og skulle til præmieoverrækkelse. Vi modtog en præmiebon, som Mette senere anbefalede at jeg ventede med at indløse, hvis nu der kom flere. Det var lidt meget at regne med, men jeg endte med at følge Mette’s råd.

Lige i slutningen af vores ca. 45 minutters lange frokostpause spiste jeg dejlig hjælpermad og sluttede af med en kop kaffe og et stykke kage. Tilbage i ringen sad Sophie og klagede over at hun skulle til at løbe. jeg sagde, at der heldigvis var mere end 1 time til jeg skulle løbe, men det var helt forkert. Vi var nemlig en time foran tidsskemaet (en sjældenhed i agility!!), så jeg skulle løbe som nr. 6

Så var det at vejrguderne havde hørt vores samtale for det begyndte at regne. Nå, men jeg måtte hellere få gang i Fabi og mig selv, så ud at lufte i regnen. Regnen tog dog til og til sidst var vi de eneste, der rendte rundt, så jeg stak lige hovedet ind i ringteltet for at høre om vi holdt pause, mens det regnede. Det gjorde vi, så over i teltet i læ med Fabi og mig. Det blev koldt at sidde dér i vådt tøj for bygen var temmelig stor…

Til sidst blev der kaldt til banegennemgang uanset regnen, men heldigvis stilnede det meget af, da jeg kom ud af teltet. Jeg kom til at løbe som nr. 2 (tak til de andre, der ikke var mødt frem så hurtigt) og så var det at Fabi løb sit første fejlfri AG1 løb nogensinde !!!!!

Så blev det til endnu en præmieoverrækkelse – godt nok ‘kun’ som nr. 5, men jeg havde også brugt ekstra meget tid på feltforhindringerne for at Fabi skulle få felterne.

Præmiebonerne blev vekslet til ½ times hundesvømning for Fabi og så en af de nye HH-kopper til mig.

Lars havde været så sød at holde lidt tidligere fri fra arbejde torsdag, så han kunne nå at købe en ny navigator til mig, idet den gamle jo ikke overlevede turen til Ribe. Den nye model er en Garmin Nüvi.
Den blev indviet fredag med ture til 2 campingvognsforhandlere. Ihh, hvor man kunne få (nå ja, rettere: købe) nogle lækre nogle. Dét ku’ godt nok være lækkert, men desværre er det ikke rigtig muligt at have den parkeret herhjemme, så foreløbig er projektet sat ‘på hold’.

Lørdag var det tid for første prøve i rally for viderekomne og sikken en dag det blev. Navigatoren førte mig fint til Fensmark ved Næstved og stedet kunne man umiddelbart ikke klage over. Et fint indhegnet område, som Collie klubben har fået i et hjørne af det lokale stadion. Jeg kom i god tid jvf. programmet, men da jeg begyndte at lufte Fabi kunne jeg se, at der blev bygget bane. Dét var meget for tidlligt, men sådan er det jo af og til i denne hundesport – selv om det typiske nu er det modsatte…. Jeg gik derned af og pludselig hørte jeg Lilli kalde på ‘Øvede’ hundeførere. Jøsses. Op til bilen i en fart og hente taske med papirerne og ned til Lilli. Hun forklarede, at det var fordi de havde haft mange ‘IB’ere’ i begynderklassen. jeg måtte spørge hvad IB betød og det var Ikke-bestået . Næste var nogle af begynder-deltagerne, der stod med store øjne og fortalte at hundene ikke kunne lide at være på banen for der ‘lugtede’. Jeg prøvede at gå lidt frem og tilbage med Fabi uden for ringen og det var ikke helt godt.

Nå, men man skal jo ikke lade sig slå ud så let, så jeg luftede Fabi og så blev det tid til at gå bane. Den var ok, så stadig ikke noget skræmmende. Så opvarmning af Fabi på fodboldbanen, der grænsede op til prøve-arealet og det gik også fint. Derfra kunne jeg se at hunde nr 2 før Fabi forlod banen ved første forhindring og hunden lige inden Fabi kom til anden forhindring – SÅ forlog den banen! Nå, men stadig – det gik jo fint med Fabi under opvarmningen, så jeg kom rask ind til prøvearealet og Frank sagde friskt, at NU ville han se en hund komme igennem banen og det skulle være Fabi. Den var jeg med på – men det var Fabi ikke. Allerede 1 meter fra banen vente han hovedet væk fra banen

Fabi blev ‘overtalt’ til at komme ind på banen og med endnu mere overtalelse, så lykkedes det at komme igennem den første del af banen, men så blev det bare sværere og sværere. På et tidspunkt siger jeg ‘FABI’ noget bestemt og så gider Fabi ikke være dér længere. Han vender 90 grader og spæner op i indgangshjørnet og siger ‘Hej lækre tøser’ til nogle collie-tæver Dét var så første gang vi dumpede i rally. Snøft. Det var en meget begrænset trøst, at Fabi kom klart længst af de hunde, der forlod banen, men ‘Ikke Bestået’ bliver nu aldrig sjovt.

Søndag var det tid til et lille agility-stævne arrangeret af Schæferhundeklubben i Vallensbæk Strand. Min optimisme kunne være større på afgangstidspunktet, men af sted kom vi. Endnu engang klarede navigatoren opgaven til UG, så vi var fremme i god tid. Fantastisk område klubben havde – de schæferhundeklubber har nu altid fantastiske arealer !!! Dog var det tid til store øjne hos mig, da jeg ser banen, for den var temmelig ujævn….. Nå, men første banegennemgang viste dog at det så værre ud end det oplevedes inde på banen. Godt for det.

I de 2 første løb blev Fabi siddende ved start – til gengæld fik han ikke slalom i første forsøg. Det var absolut ikke ønske-slalomindgange, men sådan er det jo desværre ofte….. Min handling på resten af banerne var heller ikke altid fantastisk, idet jeg slet ikke var hurtig nok til at komme frem før Fabi, så meget var med skifte bagved – og det er absolut heller ikke Fabi’s ønske

Stor var min overraskelse, da jeg blev kaldt til præmieoverrækkelse og så endda i begge løb! Atter må jeg sige, at det nok er Fabi’s efterhånden store erfaring, der gør, at han ofte kan komme igennem baner, som andre bliver diskvalificeret i. Herligt – så har vi da fået noget ud af de mange timer…..

Efter frokostpausen var det tid til springløbene. Her tyvstartede Fabi lidt, men til gengæld var han den sejeste hund i slalom !! Dét blev bemærket at de andre og STOR var min stolthed. Det er trods alt ikke længere 100% problem med slalom. I SP2 kom vi ikke til præmieoverrækkelse, men det gjorde vi i den åbne spring klasse, så det blev en dejlig og hyggelig dag med 4 ikke-disk’ede løb og hele 3 præmieoverrækkelser