Åh ih guder, her til morgen skete så det vi har frygtet i flere år. Jeg morgenlufter Fabi i den skønneste morgen. Luften er frostklar, solen på vej op – alt ånder idyl. Fabi løber fri, som han oftest gør, når først vi når til Borrebakken og den lille fredskov for enden af bakken. Inde i skoven hopper Fabi op på diverse træstubbe, store sten og bænke ganske som han plejer. Kort efter den store sten er der pludselig noget, der løber meget, meget hurtigt over skovstien og videre ud ad skoven mod plejehjemmet! Fabi bliver helt ellevild og spæner efter! Jeg trækker vist slet ikke vejret, mens jeg prøver at finde ud af, hvad det er jeg har set, og bliver enig med mig selv, om at det var en hjort! Jeg kalder på Fabi og HELDIGVIS kommer han kort efter tilbage til mig. Pyha !!!! Jeg slap med skrækken.