Køreturen til Feddet var fantastisk smuk. Det var smukt med de nu spirende marker og udsprungne bøgetræer langs motorvejen, men det blev bare SÅ meget smukkere, da jeg forlod motorvejen og kørte mod Feddet. Dét alene kunne sagtens have reddet dagen.

Det lykkedes at finde frem til den rette mark med får – undervejs passerede jeg en kæmpe campingplads, som jeg bare tænkte, at dén må vi prøve en dag. Hvor lå den dog bare fantastisk.

Jeg nåede frem som den sidste – havde muligvis kørt for langsomt de sidste mange kilometer på smalle landeveje, mens jeg nød udsigten…

Fik Aidan ud og tisset af (os begge ) og så startede vi med Tina’s hjemmebagte brød, der smagte SÅ godt.

Fårehyrden Erik fortalte, at han nogle år tidligere havde afholdt en tilsvarende dag for sheltier i Jylland og dér havde der været 50% hunde med instinkt, så hvis jeg var bekymret inden, så blev det ikke mindre…. Jeg havde længe tænkt, at jeg hellere måtte lade Aidan være sidste hund for, hvis han stressede fårene for meget, så ødelagde vi i det mindste ikke noget for de andre…. Men jeg havde ikke lige tænkt over, hvordan det ville være at sidde dér og kigge på de andre…. De 5 andre hunde havde alle fint instinkt og nu var der kun os tilbage…..

På vej til indhegningen fandt Aidan en kæmpe uldtot, som han rystede og rystede. Straks inde i folden tog han sig en smag af en fåre-høm høm, der lå lige indenfor og som jeg tror samtlige hunde smagte på. Således varmet op var Aidan klar til lammmekølle Aidan løb i modsætning til de andre sheltier LIGE mod fårene i starten – dét var helt klart mere jagt end hyrdning, men han syntes hurtigt, at det var sjovt at løbe rundt ‘efter’ dem. Herligt. Aidan var klart højreorienteret – det var ikke meget han fik løbet venstre om i dag… Erik sagde, at det var ret normalt, at de havde en favoritside. Dén får de lov til at bruge i starten, indtil de er tilstrækkelig tændt på fårene.

Tina tog video af vore 2 sessioner, så når jeg senere på ugen forhåbentlig får tid til at redigere dem, skal der nok komme nogle klip her.

I anden session skulle vi blandt andet prøve at drive fårene dvs. gå langsomt frem med fårene. Dét som man kender fra hyrdehunde, man ser i TV. De går få skridt og lægger sig ned, går få skridt og lægger sig ned. Dén del var Aidan ikke rolig nok til i dag med mig som hyrde, men det gik bedre med Erik. Aidan skulle have en MEGET stærk hyrde for at få ham ned i gear. Som fårehund SKULLE han ned i gear for ellers ville fårene blive for stressede. Erik grinte og sagde, at Aidan var MEGET stærk (psykisk altså – dét ved jeg godt….), at det GODT NOK gik stærkt, at Aidan’s energi og kondition i hvert tilfælde ikke fejlede noget og med træning 3 gange om ugen i 1½ år skulle han nok kunne blive god. Der var i følge Erik absolut ikke tvivl om at han havde instinkt JUBIIII

Så det var en næsten flyvende Grønært, der efter endnu en dejlig hundedag med masser af solskin, kørte hjemad.

Og inden sengetid skal vi BEGGE checkes for flåter for dem var der MANGE af…….

Jeg har ingen fotos af mig selv, men her kommer lige et af hhv. Tina og Sabine:

Vel fremme var det som altid et kæmpestort arrangement med alt indenfor DKK: Udstilling, HTM (‘danse med hunde’), rally-lydighed, traditionel lydighed samt agility !

Arealet var Roskilde Dyrskueplads og det gode ved det var f.eks. toiletbygningerne !! Fantastiske !!! Til gengæld var der ikke slået græs for nylig og store dele af arealet var for nylig blevet drænet og istedet for at lægge muld og øverst græsfrø, så havde de lagt grus ud i sporene!! Absolut ikke godt for agility-hunde, der løber stærkt og ville glide i gruset, så her lørdag morgen havde der været holdt krisemøde og de flyttede agility-området. Heldigvis stadig indenfor det samme område, så der var ingen problemer med at finde dem alle.

Som altid var det rigtig hyggeligt at møde alle !!! Første telt jeg stoppede ved var hos Sophie og Thorleif fra Viby. Vi talte naturligvis lidt om agility og kom til at tale om Aidan’s størrelse. Thorleif gav mig ret i, at han så ud til at være faretruende tæt på de 35,0 cm, der kræver start i mellemklassen, og ikke lille klasse, som han unægtelig mere har statur til….. Sophie, der ud over at være Thorleif’s datter også er DKK dommer, skyndte sig op i dommerteltet og lånte en officiel måle-pind. Den var sat på 34,9 cm og Aidan gik lige under Aidan bør som 14 måneder gammel ikke vokse mere i højden – kun i bredden…… Desværre kunne målingen ikke bruges som den officielle, da Aidan skal være mindst 1½ år gammel på dagen (den alder, der tillader start i konkurrencer). Godt nok ærgerlig, men 1000 mange tak Sophie !!

Derefter lykkedes det relativt hurtigt at finde Susanne. OK – helt ærligt, så havde jeg ringet til hende. Mobiler er bare en fantastisk opfindelse i sådanne situationer. Susanne syntes, at Aidan var RIGTIG fin og det kan jeg jo kun give hende ret i

Den ene bror, Andy, er flyttet hjem til mor Susanne, så den havde hun selv. Kaare, der har Spotty (Action), var ude at lufte (hvis det skal være helt ærligt, så var det mest Spotty, der var ude at lufte Kaare ). Da de 3 drenge så hinanden var der til vores store overraskelse ikke noget hjerteligt gensyn – tværtimod skældte de straks hinanden ud !!! Sikken en adfærd – dén var ikke ventet. Der har måske ligget lidt ‘begravet’, som de ikke fik klaret inden de blev skilt ad…

Det lykkedes næsten at få dem til at sidde stille…. Jeg har valgt et billede, hvor man ser de 2 andre brødre i profil for det viser vist bedst forskellen i deres ansigter.

Spotty til venstre, Aidan i midten og Andy til højre:

Ud på eftermiddagen bekendtgjorde DKK, at der ville komme en overraskelse, så snart banegennemgangene var overstået, så løberne skulle lige vide, at de ikke kom ud at løbe straks efter. På daværende tidpunkt sad jeg og hyggede med Kate. Kate fortalte, at hun havde fået at vide, at det var fordi, det var Erlings 50 års fødselsdag. Der var blevet lavet 14 lagkager, og han vidste slet ikke noget. Herligt – den slags initiativer er altid sjove. Jeg listede lidt videre og stoppede ved Susanne og fortalte ‘hemmeligheden’ videre. Vi gik over, så vi kunne være med til at klappe. Stor blev overraskelsen, da det viste sig, at det slet ikke var Erling, der skulle overraskes, men Kate og Knud De blev udnævnt som æresmedlemmer af DKK for det kæmpe- og utrættelige arbejde de har ydet for DKK – Knud mest som banebygger og -fixer, Kate som aktiv i kredsen med regnskaber mm. Absolut fortjent og jeg glæder mig lidt ektra over, at MBS kom først med at give dem sådan en titel

Jeg fandt også tid til at shoppe lidt i de dejligt mange butikker, der var opsat i dagens anledning. Så nu har såvel Fabi som Aidan hvert sit, fine, nye rundsyede læderhalsbånd, vi har ‘prutteposer’ til det næste år og der er indkøbt resultatbøger til brug for Aidan

De 2 kasser prutteposer, 12 slalompinde og ‘det løse’ fra butikkerne var ret så meget at slæbe på…….. Så meget, at jeg slet ikke opdagede, at jeg gik på den forkerte p-plads. Det var ret ærgerligt, for jeg holdt i den helt rigtige ende – hvis jeg altså havde valgt den rigtige p-plads….. Da jeg konstaterer, at der ikke er en Grønært på den p-plads, sætter jeg prutteposerne fra mig bag et e-skab og går så hurtigt jeg kan til den rigtige p-plads, finder Grønærten og kører tilbage i bil AK AK AK

Alt i alt en rigtig dejlig dag

Så nu er de nyvaskede (fra i søndags altså), vaccinerede og har fine bisser og negle. En fornøjelse

Aidan havde taget hele 100 g på, så han vejede 5,7 kg og Fabi vejede 7,9 kg.

Jeg satte atter ‘striglebordet’ op ude i badeværelset, så jeg kunne stå dejlig oprejst, mens jeg vaskede og føntørrede. Genialt og klart besværet værd, når jeg selv skal sige det.

Det er utrolilgt så meget en vask hjælper på Aidan’s pels. Nu ligner han faktisk en sheltie. Måske det er fordi diverse frikadelle- og kyllingegodbids-fingre på en eller anden måde ender med at blive tørret lidt af i hans pels til træning…..

Kun eet mindre problem….. Jeg støvsugede i går, men da jeg satte hundene ned på gulvet efter endt vask og føntørring, var det første de begge gjorde at ryste sig….. og på trods af at de blev striglet inden vask og igen under føntørringen, så stod der en mindre ‘sky’ af hundehår rundt om dem, så nu kan jeg støvsuge igen… Ak altså. Nå, men rene, velduftende hundehår er nu ikke det værste, der findes. Nu vil jeg bare gerne bede om tørvejr hele ugen.

Jeg sluttede af med selv at tage et bad (var alligevel halvvåd…..) og straks efter kom Lars hjem fra træning, så lige nu er der 4 nyvaskede beboere i huset. Dejligt

Først en med bla. vippe og balance:

Klik her for at se den indsatte video.

Så en med 3 spring:

Klik her for at se den indsatte video.

Og til slut lige en med slalom:

Klik her for at se den indsatte video.

Der er laaaang vej endnu, men heldigvis er Aidan’s alder sådan, at han tidligst må være med i konkurrencer næste år, så vi har da et helt år mere at træne i, inden der tidligst kan være debut

Sammenlignet med efteråret, hvor han var temmelig meget uden for ‘pædagogisk kontakt’ går det da meget godt. I hvert tilfælde godt nok til at jeg har fået motivationen tilbage.

Her kommer lige et billede mere fra mobil-telefonen, som jeg har glemt at uploade. Det er årets første anemoner fotograferet 29.marts:

Vi tyvstartede lidt på fødselsdagen ved at invitere os til Kate og Knud – egentlig med det primære formål at Aidan og Kalle kunne lege sammen, men da lufteturen i skoven sluttede på agility-banen og Lars slap Fabi løs – så fik Fabi en tidlig og nok den allerbedste fødselsdagsgave, som han kunne ønske sig: Lov til at løbe lidt agility

Som det ses af billedet glemte Fabi helt at se på højden på springene for billederne afslører at han sprang den højde, som han gjorde i de gode, gamle dage. Uha – det var faktisk slet IKKE planen, men heldigvis har han ingen mén, så alt er godt. Fabi bliver nærmest yngre og yngre af sådan at få lov til at lave lidt igen. Han er helt i hopla.

Det viste sig heller ikke at være spor sjovt, da vækeuret ringede. Fy føj…. Efter morgenmad, luftetur og køretur kom vi frem til hallen. Fantastisk flot !!! Udenfor er der en kæmpe græsplæne, hvor hundene fik lov at løbe løs og den slags chancer giver man ikke forgæves til Aidan. Han spurtede rundt og måske det var medvirkende til hans alt for højre stressniveau senere…. Inde i hallen startede jeg med en tunnel, da Aidan ikke er så glad for det højre hul – af uvidst grund (har været sådan siden dag 1 oppe i KAF sidste år på hvalpe-AG holdet).

Det gik ret godt, men hans stress byggede op så da Carina samtidig trænede balancebom med Sookie, brændte lille Aidan’s hjerne sammen. Vov, vov, vov og mere vov. Det niveau nåede ikke ned på et niveau, hvor det er muligt at arbejde, igen. ØV altså. Det ku’ have været så godt, men blev så skidt.

I dag søndag var det så tid til rally-træning her i Lyngby. Grundet en lidt langsom morgen (det må være overgangen til sommertid….), møde med et par hundevenner og så lige en hjemlig kop kaffe, kom jeg lidt for sent til rally. Dagens 3 nye øvelser var indøvet, men vi var så heldige at det var 3 af Aidan’s rigtig gode øvelser, så vi gik bare direkte til ‘eksamen’ hos Jytte og bestod med glans.

Så blev det tid til baner – og her gik det over bare over al forventning. Jeg havde heldigvis husket de special-indkøbte godbidder og de er klart en vinder til rally Aidan er næsten villig til at sælge pelsen for at få en og det hjælper gevaldigt ! Så rally blev weekendens succes-oplevelse og det endda i fantatisk solskin.

Nu kalder haven og det gode vejr

Onsdag havde Lars fra arbejdet checket tidspunkt for solnedgang og hvis vi skyndte os, så kunne vi nå at køre i bil op til Eremitageslottet, gå en tur med hundene og nå ud igen inden de lukkede porten. Som sagt, så gjort og sikken en dejlig tur Fantastisk udsigt over Øresund, hjorte, der næsten var inden for rækkevidde og som ikke så meget som flyttede på sig, når vi kom gående – og det skønneste solskinsvejr. Herligt. Vi sluttede af med at se lidt ud over Øresund fra øst-siden af slottet og det blev lige til et lyn-billede af Aidan med mobilen:

Her torsdag er det en af Lars’ atletik-aftener, så jeg gik bare en tur rundt om DTU’s boldbaner (så rugby ‘live’ for første gang) og så via Lundtofte Kirke og Finlandsvej hjem. Hjemme havde jeg husket at sætte vores AG-kasse ud sammen med den ene nye springstøtte, så nu skulle der trænes lidt AG

Først lavede jeg en spring-teknik-mølle, men Aidan gøede lige et vov, hver gang, så det ville jeg ikke byde naboerne. Vi flyttede om i forhaven og dér endte det med en kombination, der ikke opfylder de officielle AG-krav, men dem har Aidan heldigvis ikke læst, så det gik fint…. : Vippe, rundt om haveslange-vognen, op på balance-bommen, frem til et spring (snævert om støtten), så igennem en lige mini-tunnel og frem til godbid lige inden hækken Ingen vov og Aidan blev fint stående på vippen – og oftest også på balancen – og fin fart igennem tunnelen og frem til godbidden i “Manner’s Minder” maskinen

Det blev til mange ture – og hvis jeg lige skulle flytte rundt på et eller andet – kunne Aidan helt selv… På vippen og balancen blev han heldigvis stående, indtil jeg kom og serverede nogle guffere. En ren fodermaskine blev jeg til for ham – ha ha ha. Jeg skal vist have trænet, at Aidan skal blive liggende, når jeg siger ‘dæk’ – også selv om jeg vender ryggen til ham

Så blev det tid til at begge hunde skulle strigles. Ud på terrassen med dem og op på bordet. Så er der frisk, ny uld til fuglene’s redebygning og fine hunde

Endelig blev det for mørkt til at være ude og vi var kun lige nået indenfor, da Lars kom hjem. Sikken herlig aften