Blog

nov
9
Special træning i tunnel-indgange

kategori: Agility
forfatter: larslone

Fabi har jo haft ‘noget’ med tunneler, der gør at hvis han skal ind i højre hul, så skal han være på førerens højre side og omvendt med venstre hul. Det kan være ganske træls for på nogle baner er det bare umuligt, hvis ikke man skal tabe dyrbare sekunder.

Da Lene og jeg pakkede det sidste i bilerne lørdag sagde hun, at vi skulle komme til træning i MBS søndag, så ville hun lave lidt special træning med os. Det kræver ikke at føreren løber, så det skulle jeg lige kunne klare med min fod ;-)

Så søndag dukkede Fabi og jeg op i MBS og fik special træning. Ganske som ventet så gøede Fabi helt vildt meget de først 5-10 minutter (aner ikke præcist hvor lang tid det var – det var bare frygtelig længe…). Derefter begyndte han at forstå at han fik ros og godbidder, når han løb gennem tunnelen. Til sidst kunne Lene stå 5-7 meter væk og Fabi løb gennem tunnelen og kom jubel-lykkelig hen til Lene igen bagefter. Succes :-D

Nu er det så op til mig at få dette trænet 2-3 gange om ugen de næste uger uden at bagboen ringer og klager over hundegøen…..

kommentarer (0)

nov
7
Fabi til DGI stævne med ‘tante Lene’

kategori: Agility
forfatter: larslone

I dag var bare en RIGTIG god dag i Fabi’s liv. Efter mere end 10 ugers ‘agility-tørke’ – lige med undtagelsen af de 2 løb til klubmesterskaberne i MBS – havde ‘tante Lene’ alias Lene Wøhliche tilbudt at løbe med Fabi til dagens DGI stævne. Stævnet blev afholdt i Barthahus – beliggende i lufte-afstand fra ‘Bedstemor’!

Dagen startede med begyndere efterfulgt af let-øvede – og så først kom de øvede hunde, hvortil Fabi efterhånden tilhører. Det betyder, at jeg kunne sove helt til 06.30. Herligt.

Jeg var kørt i ‘Grønærten’ og ikke 4-hjuls trækkeren. Noget jeg fortrød på de sidste 100 meter til rideskolen for der var kæmpehuller i vejen og mudder-spor! Heldigvis klarede ‘grønærten’ opgaven, så der blev ikke brug for bugseringshjælp!

Den lille bil var pakket med næsten alt, hvad jeg har af varmt tøj for jeg frygtede godt nok de mange timer i et uopvarmet ridehus, men heldigvis blev vejret fantastisk flot med sol fra en ret så blå himmel, så der var ingen problemer med at holde varmen.

Lene var allerede kommet og vi parkerede lige ved siden af hendes bil, hvori Toxy og Qato sad lige så fint.

Vi fik heldigvis en plads i godt selskab med Christine, Dorthe og Susanne. Efter en 1½-2 timer blev det endelig mellem-hundenes tur. Fabi og Toxy var eftertilmeldt sammen og arrangørerne hvade taget hensyn til at Lene skulle løbe med 2 hunde i samme klasse, så Lene løb som nr 1 eller 2 med Toxy og sidst med Fabi. Bedre kunne det ikke ønskes :-D

Løbene gik rigtig fint. I agility-løbet får Fabi ikke lige taget nedgangsfeltet på balance-bommen, så Lene gør det, jeg aldrig selv har haft rygrad til: Tager ham tilbage på feltet. Det betyder, at de bliver diskvalificeret, men det er en rigtig god investering i fremtiden, så jeg takkede Lene mange gange bagefter !

I spring-løbet gik det også rigtig fint. Desværre springer Fabi en port i slalom’en over (ca. midt i), så Lene vælger at tage slalom helt om. Den slags koster tid, så det blev desværre heller ikke til en præmie i det løb.

Dagens sidste løb er et for sjov løb af typen ‘Tid -fejl – ud’. Alle fik 50 sekunder at løbe en spring bane uden slalom og så gælder det om at nå at tage flest forhindringer uden at lave fejl. Laver man en fejl, så skal man straks løbe korteste vej ud af banen. Sådan en bane kan Fabi løbe rigtig, rigtig stærkt, så stakkels Lene måtte ‘tage benene på nakken’. Desværre lykkes det Lene at komme så meget foran Fabi, at han river en pind. Jeg tror, at det var præcis det samme, der skete for mig, i det løb i Norge, hvor Fabi blev dømt fejlfri, men på videoen kan man se at en pind falder ned. Det var også på en lang lige strækning, hvor jeg bare løber ALT hvad jeg kan – og det er alligevel en smule for hurtigt for Fabi. Videoen kan ses her på hjemmesiden under Multimedie -> Video.

Alt i alt blev det så ikke til nogle præmier for Lene og Fabi i dag, men de løb nu nogle rigtig gode og lovende løb. Dagen var lang (vi var de sidste, der gik!), men det var en dejlig, hyggelig dag og slet ikke så kold, som frygtet. Vi opdagede også alletiders luftetur: Rundt på frisbee-golf-banen!

Da vi kom hjem, fik Fabi først lige vasket poter og ben, dernæst snuppede jeg selv lige et brusebad. Så blev det tid til aftensmad, og Fabi stod ved siden af min stol og ventede på, at jeg satte mig ned. Straks jeg sad stille, lagde han sig ned og ‘bang’, så snork-sov han – og det gør han stadig :-D

Tak til ‘tante Lene’ for en dejlig dag. Lene har lavet en meget fin video med deres løb og lagt den på YouTube.

YouTube-forhåndsvisningsbillede

kommentarer (0)

okt
25
Cykelluftning

kategori: Alment
forfatter: larslone

cykelluftning

Her ses vi netop hjemvendt fra morgenens luftetur, der foreløbig foregår med mig på cykel, idet morgenlufteture var for lange for min hæl. Det er lyst, idet billedet er taget den første søndag efter vi overgik til normaltid efter sommertiden. På hverdage er det ganske mørkt på vores morgentur.

Det andet gode ved sådan en cykeltur er, at Fabi får løbet en masse, idet vi kan tilbagelægge mere end den dobbelte distance på den samme tid. Fabi har virkelig trængt til at komme ud og brænde noget energi af.

kommentarer (0)

okt
4

klubmester2009

Stort tillykke til Fabi og Lene Wøhliche med deres fine nye titel som MBS-klubmester 2009 for mellemhundene.

Jeg har ikke så meget som kunnet lufte Fabi i snart 7 uger, idet jeg er blevet opereret i min hæl for min ca. 2 år gamle skade med en først betændt, senere forkalket, slimsæk på højre hæl. Da kirurgen havde åbnet op, kunne han se en helt skarp kant på hælbenet, der ’skar’ ind i achillessenen, så han løsnede ‘lige’ achilessenen fra hælbenet og bed kanten af med en bidetang! Siden har jeg været rekonvalescent. Agility er der nok ikke noget af for mit vedkommende før i 2010.

Jeg var sammen med Karsten Bruun ansvarlig for at arrangere årets klubmesterskaber i MBS, og de blev afholdt i dag. Forleden dag fik jeg så den idé, at se om jeg kunne finde een, der gad at løbe med Fabi og da Lene W meldte sig til, var det jo dejligt nærliggende at spørge om hun gad løbe med Fabi. Det var Lene frisk på, hvis bare hun fik lov til at løbe med Toxy først.

Så sammen med hjemmebagte boller og 2 store bæreposer med præmier måtte jeg også lige pakke Fabi’s agilitytaske, der ellers var blevet tømt for i år. Bil-transporten til Ballerup måtte jeg selv klare for Lars var i Dyrehaven for at heppe på sine løbere, der løb Eremitage-løbet.

Vejret var med os. Efter en lørdag med styrtregn (38 mm her i Lyngby) og en enkelt søndag-morgenbyge fandt solen heldigvis frem mellem skyerne. Vi fik lige een byge mere under banebygningen, men resten af dagen skinnede solen fra en blå himmel. Dog med nogle voldsomme vindstød, så springene måtte fæstnes med bøjler/pløkke.

Jeg turde godt nok ikke have nogle forventninger til Fabi, idet dels var feltet meget stærkt (Lene/Toxy, Inge/Pieya og Kate/Ludvig) og dels skulle Lene jo have lov til at koncentrere sig om Toxy. Med kun 2 hunde imellem Toxy og Fabi, var der ikke meget tid til at diskutere handling, når jeg samtidig skulle være ringsekretær. Yderligere er Fabi jo temmelig ’svær’ at handle, idet han ikke er meget for, at man skifter bagom ham, og det er Lene jo vant til at gøre med Toxy. Det blev til 5 fejl i springløbet, idet Lene ikke var klar over, at hun skal have Fabi på ydersiden inden indsendelse i en tunnel. Jeg havde sagt, at hun bare skulle handle ligesom med Toxy – men det gjaldt egentlig kun slalom-indgangen og ikke hele banen, lærte jeg under deres løb!! Det er ikke sådan, når det er måneder siden man sidst var til agility og kun havde et splitsekund til at udtale sig om en bane jeg ikke selv havde gået på. Flot med kun 5 fejl !

Så blev det lige pludselig rigtig spændende med agility-løbet. Her endte Lene med at løbe fejlfrit med Fabi :D Imponerende – og specielt når man tager i betragtning, hvor få fejlfrie løb Fabi har løbet i sit liv !! Krydrer man dette faktum med, at Lene aldrig har trænet med Lene, så er det bare endnu mere imponerende. Senere var det med bævende hænder, at jeg lagde resultaterne sammen på PC’en….

Resultatet blev, at Lene og Fabi endte med at blive MBS-klubmestre i 2009. STORT tillykke herfra til jer begge – jeg er dybt imponeret over jer begge to.

kommentarer (0)

aug
26
Fabi til fysioterapeut…!

kategori: Alment
forfatter: larslone

Som om det ikke var nok at jeg ‘krykker’ rundt – nu har Fabi også været til fysioterapeut ! Sikken et ‘kønt’ par vi er :D

På en luftetur for nogle uger siden fortalte Carina, at Sookie skulle til en fysioterapeut og så spurgte jeg om, at hvis der var flere ledige tider, så ville jeg godt have Fabi tilset, idet jeg var ked af at Birgitte Schiøtt (kiropraktor og dyrlæge) ikke havde kunnet sige noget om speciel træning, der kunne afhjælpe hans dårlige skulder.

Da jeg jo er ganske immobil, så sprang min mor til som chauffør og vi kørte en tur til Herlev, hvor fysioterapeut Sidsel Sommer var hidkaldt til heste og hunde.

Jeg fortalte Sidsel om Fabi’s uheld under egern-jagt lige før påsken tidligere i år, og hun begyndte at føle på ham. Så sagde hun: “Det er ligesom om han har løbet ind i noget” 8O Jeg fik det helt dårligt, for det er da vist ved at være flere år siden, at han løb ind i en betonklods, der blev brugt til tunnel-holder, da vi var til vores første DGI-stævne !!

Nå, men Sidsel er udover at være fysioterapeut også til alternative behandlingsformer, så hun gik i gang med at rette på hans ‘blodbaner’ – og efter lang tid hjalp det på nakke og skulder. Hun var dog ikke 100% tilfreds for hun mente, at når han ikke var ældre, så skulle det ’slippe’ hurtigere end det gjorde, så hun mærkede videre. Så var der noget med den venstre (vist nok) nyre 8O Ak – jeg måtte fortælle, at Fabi er multi-allergisk og det sagde hun sidder netop i den nyre !

Efter en lille times behandling mente hun, at jeg skulle have en ny tid senere, men inden da skulle en kinesolog lige se på den allergi :!: Hunde reagerer normalt godt på hømøopati, så hun mente, at der var en god chance for at Fabi kunne helbredes/bedres. Da jeg – også – er meget interesseret i at få gjort noget ved allergien – om muligt – så må jeg nok prøve kinesologen en dag.

Så vi er ved at blive noget ‘alternative’ :-D

kommentarer (1)

aug
19
Agility-sæsonen 2009 er slut for os

kategori: Agility , Alment
forfatter: larslone

I går var det tid for min længe ventede operation af min hæl, så jeg forhåbentlig snart kan løbe uden smerter.
Det offentlige kunne heldigvis ikke give en tid indenfor de 4 uger som vores regering har lovet er maksimal ventetid, så jeg valgte i stedet Parkens Privathospital. Dér er Frank Odgaard specialist i fødder og ankler, så ham fik jeg en tid hos.

Operationen gik rigtig fint. Jeg fik dog også skåret lidt af achillessenen over, så Frank kunne bide noget af min hælknogle af, inden han fjernede min ’slamsæk’ og syede achillessenen sammen igen, så det blev lidt mere end jeg havde håbet på…… Til gengæld er der større chancer for ikke at få flere problemer senere. Kirurgen lovede, at jeg nok skal komme til VM (altså det for 2-benede uden pels) om 2 år…!!!!

Jeg var rygmarvsbedøvet, så det eneste jeg kunne mærke var, at briksen ‘rystede’, når han ‘flåede’ i mig i den anden ende. Ganske underholdende syntes jeg!! Bedøvelsen virkede på ganske få minutter og var helt væk 1-1½ time efter. Så kunne jeg ‘krykke’ hjem.

Jeg skal holde mig i ro i 2 dage med foden over hjertet, dvs. liggende med benet oppe.

Jeg skal som ventet være på krykker i 2 uger indtil stingene fjernes. Nærmere genoptræning aftales den dag stingene fjernes.

Først om 3-4 måneder må jeg løbe eksplosivt – dvs. agility er slut for i år for mit vedkommende, men til gengæld håber jeg at kunne løbe rigtigt næste år, så vi kommer forhåbentlig stærkt igen :D

kommentarer (3)

 Forrige 1 2 3 4 5 ...24 25 Næste

Om fabi's hundeportal

Denne portal handler om hunde i almindelighed og shelties i særdeleshed - men mest af alt handler den om Fabi.

Fotos

Du finder masser af fotos under Multimedia > Fotos

Links

5 tilfældige links fra Fabi's Hundeportal's store links samling på i alt 223 links.

Kategorier

Chart.dk