Shelties

Shetland sheepdog, eller sheltie som den også kaldes, er en lille, langhåret hyrdehund (FCI gruppe 1). En sheltie ligner en lille collie og omtales nogle gange som en mini-collie. Udtrykket mini-collie er dog misvisende, idet det giver indtryk af at en sheltie er en fremavlet lille kopi af en collie, og det er den ikke. Shetland sheepdog er en selvstændig hunderace, der blev officielt godkendt som race af den engelske kennelklub i 1914.

Shetland sheepdog stammer fra Shetlandsøerne, der er en lille britisk øgruppe beliggende 50 miles (80 km) nordøst for Orkney-øerne ud for Skotlands nordlige kyst og kun henholdsvis 400 miles (643 km) syd for polarcirklen og 225 miles (362 km) vest for Bergen i Norge. Øgruppen består af ca. 100 små øer, hvoraf kun 15 er beboede. Shetland sheepdog fungerede oprindeligt som arbejdshund, og blev brugt som hårdfør hyrdehund, vagtsom gårdhund og en hengiven følgesvend.

En sheltie er en utrolig smuk og velproportioneret hund med et meget sødt ansigt. Standard størrelse for en sheltie er en skulderhøjde på 33-39 cm og tæverne er almindeligvis en smule mindre end hannerne. Idealvægten varierer med størrelsen, men en sheltie vejer typisk 6-8 kg. En sheltie kan blive 12-14 år gammel og i nogle tilfælde helt op til 15-17 år.

En sheltie har et intenst ønske om at behage sine ejere og en enorm kapacitet for kærlighed og hengivenhed, om end den kan være en smule reserveret over for fremmede. Den er meget intelligent og meget hurtig til at lære. Disse egenskaber gør sheltie særdeles populære og konkurrencedygtige inden for både lydighed og agility. En sheltie er meget loyal. De knytter sig til alle familiens medlemmer og har det bedst, når alle er samlet. Med en sheltie får man ikke bare en familiehund med et nyt familiemedlem.

Sheltie var i 2007 på en 20. plads på Dansk Kennel Klubs Top-20 liste over de mest populære hunderacer i Danmark. I alt var der 297 Shetland Sheepdogs blandt de i alt 24.143 registrede hunde.